Mere end en snes nysgerrige prøvede kræfter med curling hos Esbjerg Curling Klub – og lærte hurtigt, at teknik, timing og rotation er sværere, end det ser ud.
Mere end en snes nysgerrige prøvede kræfter med curling hos Esbjerg Curling Klub – og lærte hurtigt, at teknik, timing og rotation er sværere, end det ser ud.
Ordsproget “Nye koste fejer bedst” passede næsten for godt, da interesserede esbjergensere mandag aften indtog isen hos Esbjerg Curling Klub for at prøve kræfter med sporten ved klubbens Åbent Hus-arrangement.

På de godt 40 meter lange baner lærte deltagerne hurtigt, at curling er langt mere end at sende en granitsten afsted og håbe på det bedste. Den 17 til 20 kilo tunge sten kan påvirkes undervejs ved at feje foran den, så den glider længere og mere lige.
Men det kræver forståelse for stenens bevægelse, timing i fejningen og balance i udskubbet. Og det er slet ikke så let, som det ser ud på tv.
Latter og læring på isen
– Hold da op, hvor er det sjovt.
Sådan lød det fra niårige Nicholai, der sammen med sin far havde fundet vej til curlinghallen.

Mere end en snes deltagere tog imod tilbuddet, og i løbet af den første halve time var hallen med de fire baner fyldt med grin og en del hovedrysten, når stenene enten stoppede for tidligt eller susede forbi Huset, målområdet med de farvede cirkler.
Formand Tommy Juul Kristoffersen glædede sig over fremmødet.
– Jeg har været med i Esbjerg Curling Klub i 49 år. Faktisk hele klubbens levetid, fortæller han.
Klubben tæller omkring 40 medlemmer og har tidligere haft ungdomshold. I dag råder man blandt andet over et +50 herrehold, som senest har vundet sølv, og et +50 kvindehold, som senest har vundet guld.

Teknik, balance og timing
Instruktørerne havde travlt. For mange begyndere tænker på det hele på én gang. Teknik, balance, fart og rotation.
Skal man kigge på stenen eller på tee, det centrale punkt i Huset.
Balancen i udskubbet viste sig at være den største udfordring. Her lærte Nicholai og de øvrige deltagere hurtigt at bruge kosten som støtte. Der kunne lånes hjelm, for isen er glat, og glidesål til den fod, der glider frem i afsættet.

– Mange tror, at man bare skal feje så hurtigt og voldsomt som muligt. Men fejning handler om timing, tryk og præcision, ikke bare råstyrke, forklarer instruktørerne.
Alligevel blev der flere steder fejet med stor iver, ofte en anelse for sent og med lidt for ujævnt pres.
Curling kræver rotation
Det var primært de let øvede, der fik stenene til at curle rigtigt.
– Uden rotation mister granitstenen stabilitet og ændrer ikke retning. Den skal have en lille, kontrolleret rotation med fingrene og ikke et kraftigt håndledsspin, lyder forklaringen på isen.

Internationalt stævne i weekenden
Allerede i weekenden med start fredag afholder klubben et større stævne i curlinghallen med deltagelse fra Canada, Norge og Danmark.
– Vi får besøg af 22 hold, fortæller Tommy Juul Kristoffersen og håber, at nysgerrige kigger forbi.
Skulle man have fået lyst til selv at prøve kræfter med sporten, er der endnu et Åbent Hus-arrangement mandag i næste uge.
Måske vender nogle af mandagens deltagere tilbage. Denne gang med lidt mere rotation i fingrene og lidt bedre timing i fejningen.

































