MOBILVERSION

25. februar 2026

Daimi var tilbage i Esbjerg for fuld udblæsning

Med charme, timing og masser af glimt i øjet indtog Daimi igen Esbjerg – og publikum kvitterede med latter og lange klapsalver.

Med charme, timing og masser af glimt i øjet indtog Daimi igen Esbjerg – og publikum kvitterede med latter og lange klapsalver.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Ingen ringere end selveste Daimi Augusta Larsen vendte onsdag hjem til Esbjerg som en del af FOF Sydvestjyllands Kulturhøjskole.

Den 82-årige sangerinde viste, at hun fortsat besidder både charme, timing og energi – og sammen med sit velspillende orkester tog hun publikum med storm i Grundtvigskirken.

82-årige Daimi venter "back-stage" på at gå på scenen i Grundtvigskirken i Esbjerg. Privatfoto.
82-årige Daimi venter “back-stage” på at gå på scenen i Grundtvigskirken i Esbjerg. Privatfoto.

Publikum blev ført gennem højdepunkter fra Daimis lange karriere. Med det velkendte glimt i øjet delte hun anekdoter fra sine mere end 65 år i branchen – historier, der igen og igen udløste latter i kirkerummet. Daimi “sætter stadig sin hat, som hun vil” – en tilgang, der klædte både hende og den varme stemning denne eftermiddag.

I kaffepausen blev der udvekslet kram og minder. Flere gamle skolekammerater var mødt op for at hilse på Esbjergs egen stjerne, der i 1961 som 17-årig vandt en tv-transmitteret talentkonkurrence i Centralmagasinet (CM, nuværende Midt-I) og dermed tog de første skridt mod en karriere, som blandt andet førte til et populært revysamarbejde med Dirch Passer.

FOF Sydvestjyllands Kulturhøjskole er populær, og der skal være tid til kaffe og hyggesnak i pausen. Privatfoto.
FOF Sydvestjyllands Kulturhøjskole er populær, og der skal være tid til kaffe og hyggesnak i pausen. Privatfoto.

FOF Sydvestjylland har de seneste år arbejdet målrettet på at skabe stærke kulturelle fællesskaber i lokalområdet, og dagens arrangement blev endnu et bevis på, hvor meget det betyder, når kultur, nærvær og lokalhistorie går hånd i hånd.

Kulturhøjskolen fortsætter til efteråret med flere markante gæster under FOF Sydvestjyllands vinger. Ambitionen er den samme: at bringe kulturen tættere på borgerne og skabe oplevelser, der samler esbjergenserne, fortæller faglig konsulent Tatjana Johnsson.

Voxeværket Esbjerg
Del artiklen