Dokumentarfilm, brevkasse-talk og naturfotografi. ESBJERG:DOX indtager Huset med tre stærke film – og lokale kræfter bag.
Dokumentarfilm, brevkasse-talk og naturfotografi. ESBJERG:DOX indtager Huset med tre stærke film – og lokale kræfter bag.
Når dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX løber af stablen i marts, får Esbjerg sin helt egen, koncentrerede udgave. Og det er allerede tredje år i træk.
Fra 11. til 15. marts byder ESBJERG:DOX på tre udvalgte dokumentarfilm i Huset – med samtaler og lokale indslag som en vigtig del af oplevelsen.
Bag arrangementet står Esbjerg Filmværksted, der er lokal arrangør. Værkstedet drives af blandt andre Bue Nielsen og Karoline Ølgaard Kjærgaard (billedet) sammen med 10–15 andre frivillige ildsjæle.
Film 1: Mysteriet om Menopausen – med brevkasse-talk
Efter visningen af Mysteriet om Menopausen inviteres publikum til en særlig brevkasse-samtale.
Her kan man stille spørgsmål – også anonymt – til:
- Majken Højrup Wiborg, læge og sexolog
- Ghada El Saeidi, speciallæge i gynækologi
Samtalen sætter fokus på overgangsalder, hormoner, krop, relationer og tabuer – og lægger op til en åben og nærværende debat i øjenhøjde.
Arrangementet er dog allerede udsolgt, hvilket vidner om stor interesse.
Film 2: We Want The Funk
Med We Want The Funk skrues der op for rytmerne.
Filmen dykker ned i funkens historie – fra 70’ernes eksplosion til de grooves, der stadig kan mærkes i kroppen i dag.
Film 3: Watching People Watching Birds – med lokale fotografer
Festivalens tredje film, Watching People Watching Birds, handler om passionerede fuglekiggere og fascinationen af fuglelivet.
Efter filmen vil fotografer fra Esbjerg Fotoklub fortælle om deres arbejde med naturfotografi og deres egen passion for motiverne i den vestjyske natur.
Lokale kræfter bag
ESBJERG:DOX er en del af DOX:DANMARK, men i Esbjerg er det de lokale frivillige, der bærer festivalen.
Her handler det ikke kun om at vise film – men om at skabe rum for samtaler og fællesskab. Du kan se spilletider og læse mere om ESBJERG:DOX HER.



































