MOBILVERSION
Ny stor familieattraktion: Børn kan lege sig ind i vikingetiden
Klæd dig ud som viking og gå på opdagelse i Ribes fortid: Ny oplevelse for børn åbner med gratis adgang og festdag.
Klæd dig ud som viking og gå på opdagelse i Ribes fortid: Ny oplevelse for børn åbner med gratis adgang og festdag.
En helt ny familieattraktion er på vej i Ribe – og her er det børnene, der er i centrum.
Lørdag den 11. april åbner Riberødder – børnenes vikingeby på Museet Ribes Vikinger. Her kan børn i alle aldre træde direkte ind i vikingernes verden og lege sig gennem historien.
Det er ikke en klassisk udstilling, men en sanselig oplevelse, hvor børn kan klæde sig ud og prøve kræfter med livet i det tidlige Ribe – som håndværkere, krigere, handelsfolk eller i rollelege inspireret af hverdagslivet i vikingetiden.
Største satsning i mange år
Den nye attraktion er den største investering på museet siden åbningen i 1995.
Ifølge direktør i Museum Vest, Merete Jankowski, markerer Riberødder samtidig en ny retning:
– Vi vil gerne engagere nye generationer i arkæologiens verden. Ribe giver os en unik mulighed for at fortælle Danmarkshistorie med udgangspunkt i Nordens ældste by, siger hun.
Målet er at gøre historien mere levende – særligt for børn og unge.
Åbningsdag med gratis adgang
Åbningen fejres med en stor familiedag lørdag den 11. april.
Fra klokken 10 til 17 er der gratis adgang til museet, hvor gæster kan:
• gå på opdagelse i den nye vikingeby
• komme med på rundvisning
• se film
• deltage i skattejagt
De første 100 børn får gratis is, og der vil også være smagsprøver til de voksne.
Kendt tegner bag universet
På åbningsdagen kan man også møde tegneren Peter Madsen, kendt fra Valhalla-tegneserien, som har været med til at udvikle universet bag Riberødder.
Han deltager i en samtale med arkæologer fra Museum Vest om arbejdet med at bringe vikingetiden til live for nye generationer.

































