Teksten er skrevet af Jens Amdi Nielsen (f. 1979 i Esbjerg). Underviser i dag på Rybners Gymnasium og har tidligere skrevet digtsamlingen Ingenting her overalt.

Da jeg var lille (det er jeg ikke mere), gik jeg mange eftermiddage op ad Nygårdsvej, jeg skulle med 10´eren hjem, den gik på Torvegade over for bageren, jeg havde nok lige spillet fodbold i skolegården, og jeg tror jeg var ubekymret og tankeløs og helt til stede, jeg gik forbi den gavl, hvor Johnny Madsen nu for altid vil stå, og det skete, at bussen, netop idet jeg nåede Torvegade, susede forbi mig, forbi mig og Nygårdsvej. Så løb jeg alt hvad jeg kunne hen ad Torvegade, tasken hoppede vel idiotisk på min ryg, men jeg var hurtig, kunne løbe, give alt hvad jeg havde, fuld af håb om at indhente bussen, når den stoppede ved Britannia. Men noget var ude af mine hænder: Trafikken skulle sænke bussens fart, ellers havde jeg ikke en chance, og den skulle stoppe ved Britannia, gerne lige hvile lidt, mens jeg fløj afsted med min taske og mit håb for at nå den, inden den forlod Britannia for at dreje til venstre ad Skolegade og forsvinde. Sikke en følelse når jeg efter det lange løb tumlede pustende ind i bussen med mit titurskort, som jeg, det husker jeg nu, stak ned i en lille boks, der hapsede et stykke af kortet som et sultent dyr. Så sad jeg i bussen med min lille glæde over mit vilde løb. 

Nu kører bussen ikke længere ad Torvegade forbi Britannia, og jeg er ikke en lille dreng. Men byen er her, og jeg er stadig i den. Og snart er det sommer, endnu en, og en af de varme dage kan man i Torvegade sidde med en ven foran Stone Garten, mens lyset faktisk finder ned til os, og drikke en kold øl for senere at glide forbi Britannia og den vilde bøg med lidt glæde endnu siddende i håret.