Da Lene Sollied Mouritzen som 10-årig sad i Det Kongelige Teater og oplevede Nøddeknækkeren, var det ikke ballerinaerne på scenen, der gjorde det største indtryk. Det var lyden fra orkestergraven.
Da Lene Sollied Mouritzen som 10-årig sad i Det Kongelige Teater og oplevede Nøddeknækkeren, var det ikke ballerinaerne på scenen, der gjorde det største indtryk. Det var lyden fra orkestergraven.
Mere præcist lyden af en harpe.
– Jeg glemmer det aldrig. Det var som en lille åbenbaring, og jeg måtte helt hen til orkestergraven i pausen for at se det imponerende instrument i al sin vælde, fortæller hun.
I dag er harpen fortsat en central del af hendes liv. Den konservatorieuddannede musiker, som også arbejder med billedkunst og kreativ formidling, ønsker nu at dele fascinationen af det særlige instrument med andre.
Faren forsøgte at tale hende fra det

Vejen til harpen var dog ikke helt uden modstand.
Lene voksede op i en musikalsk familie i Sønderjylland. Hendes far spillede i Sønderjyllands Symfoniorkester og kendte musikverdenens vilkår.
– Min far prøvede faktisk at tale mig fra det. Han så hellere, at jeg spillede et mere gængs instrument som klaver eller cello, siger hun med et smil.
Men fascinationen var for stærk.
Senere blev hun uddannet harpespiller på Musikkonservatoriet i København og fortsatte sine studier på konservatoriet i Utrecht i Holland.

Mere end klassisk musik
For mange forbindes harpen først og fremmest med klassisk musik og symfoniorkestre. Men instrumentet rummer langt flere muligheder, mener Lene.
– Mange bliver overraskede over, hvor alsidigt instrumentet egentlig er. Man kan spille folkemusik, pop, filmmusik og meget andet, siger hun.
Blandt de melodier, som ofte vækker interesse hos nye harpespillere, er musik fra blandt andet Harry Potter-universet.
Samtidig peger hun på, at instrumentets særlige klang har en evne til at skabe ro og fordybelse.
– Der er noget meget umiddelbart ved lyden. Mange oplever den som både varm og meditativ.

Et instrument med en lang historie
Harpen regnes blandt verdens ældste instrumenter og kendes helt tilbage fra det gamle Egypten.
Også i Danmark har instrumentet historiske rødder. Arkæologiske fund viser, at der har eksisteret harpelignende instrumenter allerede i vikingetiden, blandt andet i Ribe.
I dag findes harpen i mange størrelser – fra små knæharper til de store koncertmodeller, som de fleste kender fra symfoniorkestre.
For Lene handler det dog mindre om instrumentets historie og mere om den glæde, det kan skabe.
– Harpen er et instrument, som mange er nysgerrige på, men som de færreste får mulighed for at prøve. Derfor synes jeg, det er spændende at åbne døren til den verden og vise, at den ikke er så utilgængelig, som mange tror, siger hun.
Prøv selv, når Lene lærer fra sig
Har man fået lyst til selv at prøve kræfter med instrumentet, får man mulighed for det til efteråret, hvor Lene Sollied Mouritzen tilbyder undervisning i harpe gennem FOF Sydvestjylland.
Undervisningen henvender sig både til begyndere og nysgerrige musikelskere, der ønsker at stifte bekendtskab med et af verdens ældste – og måske mest fascinerende – instrumenter.
Man kan læse mere på FOF’s hjemmeside.
































