Med baggrund i en veloverstået havefest i år ved Kultur- & Fritidshuset i Skolegade, er man nu aktivt i gang med at planlægge en festival, der i første omgang skal løbe over to dage.
Gårdmiljøet bag Kultur- & Fritidshuset kommer til at skabe rammerne for musik, mad og socialt samvær, hvis tankerne om en “seniorfestival” til sommer føres ud i livet.
Og det arbejdes der i hvert fald målrettet på, så også kommunens ældre medborgere kommer til at føle, at de bor i en oplevelses- og kulturby.
Under Esbjerg Kommunes Ældreråds Temaeftermiddag i sidste uge: ”Sammen om det gode seniorliv – om Fællesskaber”, kom det frem, at en lille gruppe arbejder målrettet med at stable en flere dages SeniorFestival på benene i Esbjerg i 2025.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Det afslører den daglige leder af Kultur- & Fritidshuset, Poul Juhl Rasmussen.
Baggrunden for den kommende festival er den store succes, huset havde med sommerens ”Havefest”, som afvikledes i samarbejde med ÆldreSagens afdelinger i Esbjerg og på Fanø.
Arrangementet samlede en torsdag i juni mere end 300 seniorer til en eftermiddag fyldt med bl.a. musik, arbejdende værksteder, grill og socialt samvær på Kultur & Fritidshuset – og i den store bagvedliggende gårdhave.
En foreløbig idégruppe med repræsentanter fra blandt andet Kultur- & Fritidshusets brugere, ÆldreSagen i Esbjerg og Frivilligforeningen Træfpunkt Sædding har siden sommer været i gang med at søge fonde og samarbejdspartnere til festivalen, som altså planlægges afviklet hen over en weekend i sommeren 2025.
Forhåbningen er, at mindst lige så mange – og gerne flere – får mulighed for at deltage i den kommende festival som til havefesten tidligere i år.