MOBILVERSION

6. juli 2026

De røde ‘postkasser’ vender tilbage – nu ruller de ud i Esbjerg

De røde postkasser er på vej tilbage. Dao opstiller hen over sommeren nye brevkasser i sine daoSHOPs - også i Esbjerg og på Fanø.

De røde postkasser er på vej tilbage. Dao opstiller hen over sommeren nye brevkasser i sine daoSHOPs - også i Esbjerg og på Fanø.


Da PostNord ved årsskiftet stoppede brevomdelingen og fjernede de velkendte røde postkasser, var det slut med at stikke et brev i sprækken på gadehjørnet.

Nu er de røde postkasser – eller rettelig: brevkasser – tilbage – om end i en ny udgave.

Hen over sommeren opstiller dao nemlig aflåste metalbrevkasser i alle virksomhedens mere end 1.600 daoSHOPs, også i Esbjerg Kommune.

Står inde i butikkerne

I modsætning til de gamle postkasser kommer de nye til at stå indendørs.

Sommerliv 2026

Ifølge dao giver det både bedre sikkerhed og mindre risiko for hærværk, samtidig med at butikkerne er bemandede i åbningstiden.

– Fremover er det afsenderen selv, der lægger brevet i brevkassen, og det er kun dao’s chauffører, som har nøgle til den. Så det bliver på mange måder, som det var i gamle dage, siger retailchef Jette Brandstrup.

Brevkasserne bliver tømt hver dag, og dao omdeler breve alle årets 365 dage.

Flere steder end tidligere

Dao oplyser, at der med de nye brevkasser bliver flere steder at aflevere breve, end der var med de tidligere PostNord-postkasser.

For at sende et brev skal man købe en brevkode eller et brevmærke på forhånd. Har brevet allerede porto eller er en frankeret svarkuvert, kan det også lægges direkte i brevkassen.

De første brevkasser er allerede sat op, og alle forventes at være på plads inden udgangen af august.

I Esbjerg Kommune og på Fanø er der tale om cirka 30 brevkasser. Du kan finde dem på daos hjemmeside.

    Fiskeri- & Søfartsmuseet
    Del artiklen