MOBILVERSION

8. juli 2026

– Jeg nåede lige at tænke, om han trak en kniv: Ny episode er bare den seneste af mange

Butikstyverier er desværre blevet hverdagskost. Nærmest dagligt pågriber butikschef i Spar i Skolegade tyve, og tirsdag eskalerede en situation nok engang.

Butikstyverier er desværre blevet hverdagskost. Nærmest dagligt pågriber butikschef i Spar i Skolegade tyve, og tirsdag eskalerede en situation nok engang.


En pakke kiks. Lidt slik. Nogle småting til omtrent 150 kroner.

Det var værdien af de varer, der tirsdag lige over middag satte gang i en voldsom konfrontation i Spar i Skolegade i Esbjerg, hvor den 21-årige butikschef Magnus Kring nok engang stod ansigt til ansigt med en formodet butikstyv.

Få sekunder senere havde manden ifølge Magnus fat om halsen på ham, hvilket man kan se på overvågningsbilleder fra butikkens indgangsparti.

– Han tog fat i mig, og lignede en, der var parat til at gå i kamp, fortæller butikschefen om den rystende oplevelse, hvor pulsen hurtigt steg.

Det, der begyndte som et butikstyveri, udviklede sig dermed til et røveri. Og det er desværre ikke en enkeltstående episode.

– Når man fanger en butikstyv, følger de i langt de fleste tilfælde stille og roligt med og afleverer varerne igen. Men ikke ham her. Jeg nåede lige at tænke, om han mon ville trække en kniv, men gudskelov skete det ikke. Til gengæld kunne jeg ikke holde ham tilbage, og han løb væk og ud af butikken, før politiet ankom.

Butikstyverier er desværre blevet en del af hverdagen. Noget, som de oplever nærmest dagligt i Spar i Skolegade. Foto: Fjodor Pedersen.
Butikstyverier er desværre blevet en del af hverdagen. Noget, som de oplever nærmest dagligt i Spar i Skolegade. Foto: Fjodor Pedersen.

Måtte på sygehuset efter episode

For få måneder siden antastede butikschefen en anden butikstyv, da denne var på vej ud af butikken med stjålne varer. Udenfor holdt en medskyldig parat i en ventende bil, som tyven sprang ind i, og som Magnus Kring i sekunderne senere var ved at blive kørt ned af.

– Jeg nåede at springe til siden, men faldt og vrikkede rundt på knæet, så jeg måtte en tur på skadestuen og til tjek et par dage efter, fortæller han.

Sommerliv 2026

Men er det værd at sætte liv og lemmer på spil for?

– Jeg tror bare, jeg reagerer instinktivt. Det kan jeg ikke lade være med. Men mine medarbejdere skal ikke sætte sig selv i sådan en situation, der potentielt kan eskalere. Det er jeg meget opmærksom på, og det har vi fået en snak om igen i dag på baggrund af den nye episode. Hvis jeg er i butikken, tager jeg mig af det, og ellers skal det bare meldes til politiet.

Hvilket næsten sker dagligt.

– Det er et kæmpe problem med folk, der forsøger at stjæle varer fra butikken. Vi opdager det ofte ved hjælp af overvågningskameraerne, og det er flere gange ugentligt. Desværre.

Voxeværket Esbjerg

– Jeg er bange for, det er en tendens, der ikke er enestående for vores butik, selvom vi selvfølgelig er mere eksponerede end butikkerne ude på landet, gisner Magnus Kring, der også har bemærket en anden tendens:

– Mange butikstyve er iskolde. Det er nærmest åbenlyst, hvad de foretager sig, og de kan finde på at vade lige ud af døren med stjålne varer. De ved godt, at de ofte slipper afsted med det uden konsekvenser, siger Magnus Kring, og slår ud med armene.

Han understreger dog, at politiet i dette tilfælde hurtigt var fremme med to patruljevogne med fuld udrykning, efter en kollega under optrinnet havde fået trykket på overfaldsknappen.

Det var noget andet hjemme i Aarup

Magnus Kring kom i efteråret til Spar i Skolegade, hvor han overtog jobbet som butikschef efter at have været souschef i en Rema1000 i hans hjemby Aarup på Fyn.


– Der var vi ikke plaget af den mængde tyverier. Jeg tror måske, vi havde tre sammenlagt på de otte år, jeg var ansat i butikken. I løbet af de første dage i denne måned har vi haft fem her i butikken, fortæller Magnus Kring, og eksemplificerer forskellen mellem land og by.

– Man bliver træt af det. Træt af, at det skal være en del af hverdagen, siger han med et suk.

Forlaget Læselyst
Del artiklen