MOBILVERSION
Vil samle hele Esbjerg i én sang: Stor koncert markerer befrielsen
Casper Mikkelsen vil samle byens største publikumskor. Fællessang, fortællinger og lys skal markere befrielsen – og skabe en aften med nærvær.
Casper Mikkelsen vil samle byens største publikumskor. Fællessang, fortællinger og lys skal markere befrielsen – og skabe en aften med nærvær.
Når Musikhuset Esbjerg slår dørene op søndag den 3. maj, er ambitionen klar:
At samle Esbjerg i én stor fællessang.
Koncertforestillingen “Kunsten at glædes i kor – En lærke letted” markerer Danmarks befrielse med en aften, hvor publikum ikke bare ser med – men synger med.
– Vi håber at samle Esbjergs største publikumskor. Det her er ikke bare en koncert, man sidder og kigger på. Det er en oplevelse, man er en del af, siger arrangør og musiker Casper Mikkelsen.
Fra “Her er London” til i dag
Aftenen tager afsæt i frihedsbudskabet den 4. maj 1945, hvor ordene “Her er London…” lød i radioen og markerede afslutningen på besættelsen.
Men koncerten rækker længere end historien.
Den kobler fortiden til nutiden – og til publikums egne oplevelser af modgang, håb og sammenhold.
Personlige minder fra besættelsen
En særlig rød tråd er fortællingerne fra Casper Mikkelsens morfar, der som ung oplevede besættelsen på egen krop.
Hans erindringer danner et personligt og nærværende fundament for forestillingen.
– Det gør det hele meget mere konkret. Det er ikke bare historie – det er et menneskes oplevelser midt i det, siger Casper Mikkelsen.
Når fællessang bliver fællesskab
Koncerten trækker tydelige tråde til alsangsstævnerne under besættelsen, hvor tusindvis af danskere samledes i sang som et fredeligt, men stærkt symbol.
Den tradition genoplives i Esbjerg.
Publikum inviteres til at synge med på klassiske sange som “Man binder os på mund og hånd”, “Det haver så nyligen regnet” og “En lærke letted”.
– Når vi synger sammen, opstår der en særlig følelse af samhørighed. Det er noget, vi har brug for – måske mere end nogensinde, siger Casper Mikkelsen.
Fra mørke til lys
Aftenen bliver også en visuel oplevelse.
Med et stemningsfuldt lysdesign og opfordring til at medbringe (kunstige) stearinlys vil salen gradvist blive oplyst – som et symbol på frihed og håb.
Koncerten veksler mellem fællessang og musikalske indslag, der kredser om temaer som krig og fred, frygt og kærlighed.
– Det handler i bund og grund om mennesker. Om at stå sammen – dengang og nu, siger Casper Mikkelsen.
En aften, man mærker
Arrangørerne håber, publikum går hjem med mere end bare musik i ørerne.
– Man må gerne blive rørt, synge med og bare være til stede. Hvis folk mærker forbindelsen til hinanden, så har vi opnået det, vi vil, siger han.
Accordion Heading


































