Fredag blev Esbjerg Kunstmuseums nyrenoverede skulpturgård og Olafur Eliassons værk Your upside-down view officielt indviet.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) klippede snoren, da Esbjerg Kunstmuseum fredag eftermiddag markerede åbningen af sin nye skulpturgård og den permanente spejlpavillon Your upside-down view.
Værket er skabt særligt til museet af den internationalt anerkendte kunstner Olafur Eliasson, der også står bag installationen The curious museum wall fra 2022. Kunstneren var ikke selv til stede – til gengæld havde rigtigt mange andre trodset den dystre vejrmelding.
Sammen udgør de to værker en visuel og konceptuel helhed, hvor kunst og naturvidenskab mødes i en leg med lys, refleksion og perception.
Museets direktør Inge Merete Kjeldgaard kalder dagen et vigtigt skridt i arbejdet med at gøre museet mere åbent og synligt i bybilledet.
– Det er en stor dag for museet. Med den nye gård forventer vi, at museet bliver mere synligt i sin omverden. Pavillonen af Olafur Eliasson er, ligesom vores øvrige værker af denne markante kunstner, skabt i forlængelse af vores fokus på at gøre kunsten vedkommende for publikum, sagde hun ved åbningen.

Arkitektonisk sammenhæng
Skulpturgården har gennemgået en omfattende renovering, hvor den tidligere pergola er fjernet. Dermed står museets oprindelige glasfacade igen frit og i arkitektonisk dialog med Musikhuset Esbjergs prismeformede glasflader.
Projektet har været flere år undervejs og er realiseret med støtte fra flere fonde. Den lokale arkitekt Helene Plet har bidraget til udformningen af gården.
Renoveringen af skulpturgården er en del af museets flerårige udviklingsplan, der skal åbne bygningen mod byen. Næste fase omfatter en ny facade mod Havnegade, som skal fungere som et grafisk visitkort i overstørrelse.
Derefter følger en renovering af facaden mod Byparken, som i dag fremstår en smule uharmonisk i sammenhængen. Kunstmuseet – oprindeligt opført som Kunstpavillonen – mistede lidt af sin egen identitet, da den blev indkapslet af Musikhuset, da dette åbnede i 1996.

Med den nye skulpturgård og Eliassons spejlpavillon har Esbjerg Kunstmuseum genvundet sin arkitektoniske sammenhæng med omgivelserne mod Havnegade – og fået et nyt udtryk, der igen bringer museet i dialog med byen.
En del af noget større
Borgmesteren roste samarbejdet mellem museet og kommunen og fremhævede projektets betydning for byens samlede kulturliv.
– Vi er som kommune både afhængige af og taknemmelige for, at kulturlivet spiller aktivt med i arbejdet om at gøre oplevelser og kultur til en styrke, og det er Esbjerg Kunstmuseum et fornemt eksempel på. Jeg vil gerne takke jer for at være en drivkraft i byens kulturliv og en inspirerende samarbejdspartner i udviklingen af Esbjerg, sagde borgmesteren, der ser forskønnelsen af kunstmuseet som endnu en brik i det store puslespil.
– Udviklingen har stor værdi for kommunen og den strategiske kurs, vi har sat. Oplevelser og kultur spiller en nøglerolle, når vi vil gøre Esbjerg til et fyrtårn for det gode liv og kulturen et pejlemærke for væksten. Vi er allerede godt på vej, og oplever, at fortællingen om vores kommune forandrer sig positivt i takt med alle de aktiviteter og tiltag, der skaber indhold, mening og fællesskab for os alle, sagde borgmesteren og bemærkede, at 2025 har været en all time greatest, når det kommer til små og store events rundt omkring i kommunen.

The curious museum wall
Your upside-down view består af en spejlpavillon, hvor taget er beklædt med spejlreflekterende overflader, der vender omgivelserne på hovedet. De karakteristiske gule buer, som bærer konstruktionen, fortsætter i spejlingen som hele cirkler og skaber illusionen af et uendeligt rum.
Pavillonen står i direkte forbindelse med The curious museum wall, som giver forbipasserende et kalejdoskopisk kig ind i museets indre. Begge værker er tænkt som en åben dialog mellem kunst, arkitektur og naturvidenskab.
Ved åbningen leverede musikeren Emma Horton, uddannet i elektronisk musik og lydkunst fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, musik fra sin nye EP, mens de fremmødte gæster nød et glas bobler i den nye gård. Og musikeren afslørede over for EsbjergLiv.dk, at hun er lidt af et mønstereksempel på sådan en, Esbjerg gerne vil have flere af. Hun har nemlig valgt at blive boende i byen efter endt uddannelse.
– Jeg tænkte på at flytte til en større by, men så tænkte jeg: nej. Her er jo alt, hvad jeg behøver, og jeg vil gerne forfølge mine mål og ambitioner herfra – og til en billigere husleje!












Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

