Døden taler vi sjældent om. Ny antologi om livets afslutning med bidrag fra masser af lokale kunstnere og forfattere tiltrak alligevel flere hundrede.
Døden taler vi sjældent om. Ny antologi om livets afslutning med bidrag fra masser af lokale kunstnere og forfattere tiltrak alligevel flere hundrede.
Døden taler vi sjældent om. Ny antologi om livets afslutning med bidrag fra masser af kunstnere og forfattere tiltrak alligevel flere hundrede.
Som kunstner Lotte Lambæk så poetisk udtrykte det:
– Vi har mange måder at leve vores liv på, men døden har vi til fælles.
Mange af de kunstnere, musikere og forfattere, der var på scenen for at fortælle, læse op eller optræde, bidrog med hver deres stærke fortælling om det svære emne.
Og netop det at få emnet italesat er et af formålene bag udgivelsen af antologien Trædesten – på kanten af livet, der er udkommet på det lokale forlag Læselyst i samarbejde med Støtteforeningen Hospice Sydvestjylland.
Det fortalte formand Gertie Baungaard i sin velkomst, hvor hun også sendte en kærlig tanke til hele Esbjergs Hanne Meyer, der gik bort i juni i år – og med Baungaards ord havde været med til at initiere bogprojektet. Hanne Meyer tilbragte netop sin sidste tid på hospice.
Antologien Trædesten – på kanten af livet blev præsenteret ved en reception tirsdag eftermiddag, hvor flere hundrede mennesker var mødt frem, heriblandt en række af de forfattere og kunstnere, der uden honorar har bidraget til udgivelsen.
Seancen foregik i Musikhuset Esbjergs foyer over halvanden times tid og blev en til tider andægtig forestilling krydret med sange i dur.
Bogen er en tekst- og billedantologi, som lægger op til den svære samtale om døden og livet, når afslutningen nærmer sig. Bidragene spænder vidt i form og tone – nogle er humoristiske, andre sørgmodige eller barske, mens flere udtrykker en grundlæggende taknemmelighed.
Initiativet kommer fra Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland, og projektet er blevet til med hjælp fra mere end 100 kendte og mindre kendte forfattere og billedkunstnere, der som tidligere nævnt har valgt at stille deres arbejde gratis til rådighed.
Blandt forfatterne i antologien er Ida Jessen, Ulrik Gräs, Jakob Haugaard, Henrik Dam Kristensen, Johs. Nørregaard Frandsen, Jakob Brønnum, Teddy Vork, Jacob Krogsøe, Mahmoud Zamzam, Eva Merz, Pia Tafdrup, Claus Grymer, Niels Johansen og Holger Lissner. På billedsiden medvirker blandt andre René Holm, Sonia Brandes, Bjarke Regn Svendsen, Kate Skjerning, Agnete Brinch, Lars Waldemar, Leif H. Jacobsen, Astrid Hygom og Marco Brodde.
Trædesten – på kanten af livet er tænkt som et samtaleværk, der med tekster, billeder og sange kan give inspiration til meningsfulde samtaler – både i mødet med døden og i livet generelt.
Evt. overskud fra salget går til Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland og støtter dermed det frivillige arbejde på Hospice Sydvestjylland.
Bogen kan købes i detailhandlen eller bestilles via forlagets hjemmeside.
Gik man glip af receptionen, har man via FOF mulighed for at komme til en temaaften om bogen på torsdag den 9. oktober i Kultur- & Fritidshuset. Her vil Egil Hvid-Olsen, Gert Barslund og Gertie Baungaard fortælle om bogen.
TvSyd har bragt et program om bogen, som du kan se HER. Indslaget er produceret af lokale O+S.




























