MOBILVERSION
En tidlig julegave fra arkivet: 20.000 historiske Esbjerg-fotos bliver nu tilgængelige
Snart kan historieinteresserede borgere i både Esbjerg og Ribe se frem til en helt særlig julegave.
Snart kan historieinteresserede borgere i både Esbjerg og Ribe se frem til en helt særlig julegave.
Snart kan historieinteresserede borgere i både Esbjerg og Ribe se frem til en helt særlig julegave.
Esbjerg Byhistoriske Arkiv – og dermed også Ribe Byhistoriske Arkiv – åbner nemlig for en omfattende del af deres billedskat. En stor mængde fotos fra to markante fotografer bliver nu tilgængelige for alle via platformen Arkiv.dk.
Det sker fra på onsdag, den 17. december.
Arkivchef Lulu Anne Hansen glæder sig over, at det første store skridt mod en åben digital billedsamling nu er taget. Hun beskriver arkivets fotos som en vigtig del af byens fælles hukommelse.
– Arkivets fotosamling er en del af hele byens hukommelse. Derfor er det også vigtigt for os, at alle får mulighed for at gå på opdagelse i billederne – og ikke mindst dele dem med hinanden. Vi tror på, at interessen for de historiske billeder er med til at styrke fællesskabet og vores historiske bevidsthed både lokalt og på tværs af kommunens større og mindre byer, siger hun.
20.000 fotografier fra Esbjergs byliv gennem 40 år
For Esbjergs vedkommende drejer det sig om næsten 20.000 fotos fra den kendte fotograf Paul Bøllings arkiv.

Han var bredt anerkendt som ”hele byens fotograf” og nåede både at portrættere privatpersoner i deres hjem, dokumentere livet i foreninger og virksomheder samt arbejde som pressefotograf.
Samlingen strækker sig fra slutningen af 1930’erne og frem til 1970’erne og giver et detaljeret indblik i en by i hastig udvikling.
Ribe-billeder fra 1990’erne og 00’erne
I Ribe er det fotos fra Poul Anker Nielsen, som nu gøres offentligt tilgængelige. Arkivet modtog hans omfattende samling i 2018, og billederne dækker blandt andet livet i Ribe i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne.
Daglig leder af Ribe Byhistoriske Arkiv, Richard Bøllund, glæder sig over, at flere af de mere nyere historiske billeder nu bliver delt:

– Det har længe været et ønske her i Ribe, at flere historiske billeder kommer ud og cirkulere blandt borgerne. Poul Ankers Ribe-billeder er spændende, fordi vi her er oppe i 1990’erne og begyndelsen af 0’erne – en tid, der for mange ikke ligger alt for langt væk, og som vil vække nostalgi hos os, der var unge for blot 30 år siden, siger han.
En større åbning af arkivets billedskat
Tilgængeliggørelsen er en del af en langsigtet plan for at gøre endnu flere fotos synlige. I de kommende måneder vil billeder fra flere lokale fotografer – blandt andre Tonny Sørensen og Knud Rasmussen – også blive lagt ud på Arkiv.dk.
Men arbejdet er omfattende. Arkivet råder over cirka 125.000 registrerede fotos, som endnu ikke er gjort offentlige. Udover økonomi handler det også om etiske overvejelser, særligt i forhold til private eller følsomme fotos. Borgere, der fremover ønsker billedfiler i høj opløsning, skal fortsat kontakte arkivet direkte.
Esbjerg Byhistoriske Arkiv forventer at arbejde målrettet med tilgængeliggørelsen i flere år frem.



















