Om præcis en måned tændes juletræet på Torvet. Arbejdet med at opsætte skøjtebanen er påbegyndt i dag – og juletræet er kommet op.
For nogle måneder siden var der en reel frygt for, at esbjergensernes jul ikke ville blive helt, som den plejer. Der var nemlig opstået en defekt på skøjtebanens køleanlæg, men heldigvis gik Claus Sørensens Fond ind og donerede den million kroner, som reparationen ville koste.
LÆS OGSÅ: Lokal fond redder byens skøjtebane
Og derfor kunne arbejdet med at opsætte skøjtebanen, der i den grad må siges at være blevet en tradition for store og små esbjergensere, påbegyndes i dag, den 22. oktober.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Det store juletræ på Torvet blev sat op i løbet af formiddagen – og i år har man fået lavet et større og dybere hul til træets stamme, så det forhåbentligt er mere modstandsdygtigt end sidste år, hvor træet knækkede – og væltede – i en storm.
Om præcis en måned – fredag den 22. november sidst på eftermiddagen – ankommer Julemanden med båd i Dokhavnen, inden han tager turen op gennem byen for at tænde træet i Esbjerg City.
Om skøjtebanen også kan indvies den dag – som den traditionelt er blevet – må vejrguderne indtil videre vide. I dag viser termometeret fortsat et tocifret antal varmegrader, og solen skinner fra en skyfri himmel – hvilket ikke er optimale forhold for en skøjtebane.
Men jul skal det nu nok blive.