Esbjerg Jazz Festival breder sig mere end nogensinde før. Med over 30 koncerter på tre dage – hvoraf de fleste er gratis – er der masser at se frem til. Også for de yngste.
Esbjerg Jazz Festival er en årlig musikfestival, der fejrer jazzens mange facetter og samler både lokale og internationale kunstnere i Esbjerg.
I år er det fjerde gang, Esbjerg Jazz Festival finder sted. En festival, som er blevet større og større og mere og mere populær år for år og nu kan betegnes som en tilbagevendende tradition.
I år afholdes over 30 koncerter på bare tre dage, og tonerne breder sig helt fra Fanø til Ribe og forbi Endrupholm. Men hovedparten foregår i Esbjerg.
For at markere, at der er fest i byen, vil der være parade fra Torvet fredag den 14. februar fra klokken 14.00.
Mange af koncerterne er med gratis adgang, mens andre er med entré.
Noget for enhver
Festivalen tilbyder en bred vifte af jazzgenrer, lige fra klassisk swing og bebop til moderne og eksperimenterende jazz.
I år er endnu flere venues koblet på, så udbuddet bliver større, pladsen mindre trang og oplevelsen forhåbentligt endnu bedre. Blandt de nye steder er Platformen, Esbjerg Park, Endrupholm samt også steder på Fanø og i Ribe.
– Vi breder os, og det gør vi, fordi festivalen er blevet et tilløbsstykke med flere og flere gæster fra nær og fjern. Det priser vi os naturligvis kun lykkelige over og arbejder til gengæld hårdt for at indfri publikums forventninger i tæt samspil med alle de mange spillesteder, der er en del af festivalen, fortæller Grethe Johnsen, der er koordinator for festivalen.
Hvad kan du opleve?
Festivalen skydes i gang med et brag af en åbningskoncert på Syddansk Musikkonservatorium torsdag kl. 19.30. Her kan man opleve Gunde/Juhl/Kock Sekstet, en gruppe med lokale rødder og internationalt snit, der i første sæt hylder de svenske jazzikoner Jan Johansson og Monica Zetterlund. I andet sæt tager de publikum med på en musikalsk rejse gennem jazzens største vokalister.
Afslutningskoncerten finder – traditionen tro – også sted i konservatoriets flotte koncertsal søndag den 16. februar kl. 16.00, hvor Martin Schack Trio sørger for en forrygende afrunding på festivalen.
Imellem åbnings- og afslutningskoncerterne bliver det muligt at opleve en perlerække af fantastiske jazzkoncerter.
På Esbjerg Park præsenteres lørdag kl. 14.00 en koncert med Flying Jazzman, der bl.a. byder på to af Danmarks absolut bedste jazzmusikere: Jesper Riis på trompet og Jan Harbeck på saxofon og klarinet.
Man kan dykke ned i hele det flotte program på festivalens hjemmeside.
Fakta: Esbjerg Jazzfestival 2025 finder sted fra torsdag den 13. februar til søndag den 16. februar. Festivalen byder på et varieret program med både lokale og internationale jazzkunstnere på forskellige spillesteder i og omkring Esbjerg.
Bag festivalen står byens tre jazzklubber – Jazz Esbjerg, Sydvestjysk Jazzklub og Esbjerg City Jazzklub – i tæt samarbejde.
Esbjerg Jazzfestival er en del af den landsdækkende Vinterjazz-festival, som finder sted i februar hvert år og omfatter over 600 koncerter på 150 spillesteder over hele Danmark.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print