Esbjerg Havn er påbegyndt opførelsen af en 5.000 kvadratmeter ny lagerhal, der efter færdiggørelsen er lejet ud til Ziton på en 20-årig kontrakt.
Den store lagerbygning bliver placeret på det område, hvor den tidligere DFDS-færgeterminal lå på Dokvej.
– Vi er meget glade for at kunne styrke vores samarbejde med Ziton og ser frem til, at de vælger Esbjerg Havn som base for deres langsigtede operationer, siger Jesper Bank, kommerciel direktør ved Esbjerg Havn, ifølge SCM.dk.
Thorsten Jalk, CEO hos Ziton, ser den nye lagerfacilitet som et vigtigt skridt i virksomhedens fremtidige vækst. På firmaets hjemmeside udtaler han:
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
– Esbjerg Havn har altid været en strategisk vigtig lokation for os. Kravene til specialiseret løfteudstyr bliver stadigt større, og med den nye lagerhal får vi mulighed for at opbevare vores udstyr tættere på operationerne i Nordsøen. Det vil forbedre vores logistik, effektivitet og serviceniveau for vores kunder, siger Thorsten Jalk.
Ziton har indtil dato udført over 1.700 hovedkomponentudskiftninger på vindmøller, arbejdet på to tredjedele af alle møllesites i Nordeuropa og serviceret 1.250 møller i alt.
Det nye lager vil være et vigtigt skridt hen imod hurtigt og effektivt at kunne betjene kunderne i havvindindustrien. Med fremkomsten af større vindmølleparker og mere komplekse møller er evnen til at opbevare og transportere specialiseret udstyr afgørende for at holde driften kørende.