MOBILVERSION
Esbjergs helt egne rock-mama’er og -papa’er rockede festugen i gang
Festugen er skudt i gang. Lokale musikere hyldede rockens største klassikere på Torvet, hvor publikum sang med fra første til sidste nummer.
Festugen er skudt i gang. Lokale musikere hyldede rockens største klassikere på Torvet, hvor publikum sang med fra første til sidste nummer.
Der var både læderjakker, luftguitarer og fællessang, da Esbjerg Festuge fredag aften blev skudt i gang med koncerten Esbjerg Hylder Rocken på Torvet.
Lokale musikere og sangere leverede et bredt udsnit af rockhistorien foran et velbesøgt Torv, hvor publikum kvitterede med klapsalver, dansetrin og højlydt medsyngen gennem hele koncerten, hvor gråvejret dog tilsyneladende havde sat en dæmper for fremmødet.
Fra første toner af Henrik Aarøes fortolkning af Chuck Berrys klassiker You Never Can Tell til den fælles afslutning med Rabalderstræde blev publikum taget med på en musikalsk rejse gennem flere årtiers rockhistorie.
Fra Jerry Lee Lewis til AC/DC
Aftenens program spændte vidt.
Henrik Aarøe åbnede festen med både You Never Can Tell og Great Balls of Fire, inden Kasper Hansen fra D-A-D Jam tog over med D-A.D.-klassikerne Sleeping My Day Away og Bad Craziness.

Sebastian Wolff fra Kellermensch satte sit præg på både Jumping Jack Flash og Wild Horses, mens Zenia Madsen gav publikum et energifyldt møde med både Rage Against The Machines Killing in the Name og Ozzy Osbournes Crazy Train.
Senere fulgte blandt andre Anne Fjord, Tanni Christine, Lotte Luna Vejlø, Rikke Egholm Ravn og Niels Beier, inden Jimmy Olsen fra AC/DC-tributebandet Back in Black fik publikum til at synge med på både You Shook Me All Night Long og Highway to Hell.

Lokale musikere i centrum
Koncerten var arrangeret af Tanni Christine Falk Thuesen og guitarist Mads Jørgensen, som sammen med et hold af lokale musikere udgjorde aftenens backingband.
Dermed blev koncerten ikke blot en hyldest til rockmusikken, men også en markering af det stærke lokale musikmiljø, som Esbjerg gennem mange år har været kendt for.
På scenen stod musikere fra blandt andet Kellermensch, Black Oak County, Back in Black, Glimtvis, Mojo Hands, La La Ladies og The Fabulous Underbergs.
Festugen er i gang
Med rockkoncerten blev startskuddet samtidig givet til ni dage med musik, kultur og oplevelser over hele byen.
Hvis stemningen på Torvet fredag aften er en indikator, er der lagt i ovnen til endnu en festuge med masser af liv i Esbjergs gader og pladser.









































