MOBILVERSION

21. januar 2026

Fed fredag ved Fortælletræets fødselsdag – og gratis kage

Gratis kage og gode historier leveret af nogle af landets dygtigste fortællere. Sådan kan børnefamilier starte weekenden, når Fortælletræet på Hovedbiblioteket fylder syv år.

Gratis kage og gode historier leveret af nogle af landets dygtigste fortællere. Sådan kan børnefamilier starte weekenden, når Fortælletræet på Hovedbiblioteket fylder syv år.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Det ikoniske træ af genbrugstræ – skabt af kunstner Thomas Dambo – har siden 2017 stået som et levende vartegn midt på biblioteket.

I læsekrogen i den hule stamme og på de store rødder, der snor sig hen over gulvet, er der gennem årene blevet delt et hav af fortællinger.

Og når træet har fødselsdag, skal det naturligvis fejres. Det gør biblioteket med kage og – selvfølgelig – masser af historier.

– Den 24. januar er det Fortællingens Dag, og når vores eget fortælletræ næsten samtidig har fødselsdag, giver det god mening at fejre fortællingen som både begreb og kunstform, siger Ellen Mortensen, formidler ved Esbjerg Kommunes Biblioteker.

Hun er selv en af de seks fortællere, der i løbet af dagene giver publikum små rejser ind i fantasiens verden.

Torsdag aften er der fortællinger for voksne, fredag formiddag gæster omkring 300 skolebørn biblioteket, og fredag eftermiddag fortsætter fejringen med hygge, historie og kage for hele familien.

– Vi fejrer træet fra kl. 15.30 til 17, og her er alle velkomne. Men især børnefamilier vil få en festlig eftermiddag fyldt med farver, fantasi og fantastiske fortællinger, lover Ellen Mortensen.

De tre arrangementer, der hylder fortællingerne, er en del Af Esefestival.

Arrangementet fredag eftermiddag er gratis, men billet skal reserveres her:

https://place2book.com/da/sw2/sales/429teiqt7e

Del artiklen