MOBILVERSION
Festlig onsdag i havnen: Her er højdepunkterne på Tall Ships-åbningsdagen
Tall Ships Races 2025 skydes i gang – og onsdagen viser med al tydelighed, at det tegner til at blive en havnefest i absolut topklasse.
Tall Ships Races 2025 skydes i gang – og onsdagen viser med al tydelighed, at det tegner til at blive en havnefest i absolut topklasse.
Tall Ships Races 2025 skydes i gang – og onsdagen viser med al tydelighed, at det tegner til at blive en havnefest i absolut topklasse.
Onsdag den 6. august markerer den officielle åbning af The Tall Ships Races 2025 i Esbjerg – og byen summer allerede af liv fra morgenstunden.
Med sejlskibe i verdensklasse, børneaktiviteter, kunst og et tætpakket musikprogram er der noget for enhver smag, når festivalen for alvor går i gang.
Skibene er ankommet – og åbne for besøg
Fra klokken 10.00 åbnes hele havneområdet, og dagen igennem kan man gå ombord på de imponerende sejlskibe, der ligger til kaj i både Dok- og Trafikhavnen. Det er en sjælden mulighed for at komme helt tæt på livet til søs – og skibene har dørene åbne helt frem til kl. 20.00.
For børn: Pirater, pariserhjul og trylleri
De yngste kan slå sig løs i Kids Zone, hvor der blandt andet er mulighed for at blive Pirat for en dag, opleve stylteteater, møde Kaptajn Vom, og se tryllekunstneren Jack The Heart. Der er også både børneworkshop på Torvet, pariserhjul, sandkunst og meget mere – alt sammen åbent det meste af dagen.
Musik fra frokost til midnat
Musikken spiller fra middag og helt frem til midnat. På VIKING Scenen kan man blandt andet opleve MGP Allstars kl. 14.00, News kl. 18.00 og Poul Krebs kl. 20.00 – inden Scarlet Pleasure lukker og slukker med en stor koncert fra kl. 22.00.
Rundt omkring på de mindre pop-up scener i havneområdet spiller en lang række artister – fra Jumpin’ Jacks og Tanni Christine til Celtic Hour, Glimtvis, Anja & Nanna, Martin Majgaard & Magnus Højersgaard og DJ’s som Celvin Paix og Martin DeeJay.
Kunstrute og maritime oplevelser
Besøg også den poetiske Kunstrute i Byparken, deltag i CrossFit og strandfodbold i aktivitetsområdet, og kig forbi VIKING Life-Saving Equipments udstilling – eller nyd blot stemningen på det maritime torv.
Officiel åbning kl. 15.00
Festivalens officielle åbningsceremoni finder sted kl. 15.00 ved Blue Water Shipping-området. Her bydes både skibe, besætninger og publikum velkommen – med et brag af en kanonsalut.
Alt er gratis, og hele midtbyen er med: Butikkerne holder åbent til kl. 19, shuttlebusserne kører i pendulfart, og hele området er spækket med madboder, aktiviteter og god stemning.

































