Der kommer til at drysse stjernestøv over byen, når Nordisk Film kommer til Esbjerg for at optage scener til en ny kæmpesatsning.
Filmen, som kommer til at hedde “Rejseholdet – det første mord” instrueres af Christoffer Boe efter manuskript af Christoffer Boe selv og Lasse Kyed Rasmussen. Den er lige nu i optagelser i Polen og senere i Esbjerg og har forventet biografpremiere d. 4. september næste år.
Filmen har stjernenavne som Alex Høgh Andersen, Mathilde Arcel, Nicolaj Kopernikus, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Lars Ranthe, Kathrine Greis-Rosenthal, Kristian Halken, Flemming Enevold og Niels Hausgaard på rollelisten.
At noget af handlingen foregår i Esbjerg, er ikke helt tilfældigt. Filmen baserer sig nemlig på lokale Jacob Jonias anmelderroste kriminalroman “Den Yderste Grænse”, som udkom i 2023.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Handlingen: Historien om rejseholdets begyndelse
Danmark anno 1927. Den ambitiøse politimand Otto Himmelstrup (Alex Høgh Andersen) leder det nystartede Rejsehold, der skal bistå lokalt politi med opklaring af særligt vanskelige forbrydelser. Da et lig findes i et nedbrændt sommerhus i Esbjerg, begynder Otto og hans hold at afdække en usædvanlig mordgåde, der afslører magtkampe og korruption blandt byens spidser.
Drabssagen i bogen og filmen er et fiktivt mordmysterie, men filmens Otto Himmelstrup er en historisk karakter, som også i virkeligheden var den første leder af Rejseholdet. Dengang blev Rejseholdet berømmet vidt og bredt og med tiden kendt som ”Danmarks FBI”.
LÆS OGSÅ: Ny storfilm baseret på kult-gymnasielærers bog
Om filmatiseringen
“Rejseholdet – det første mord” får som nævnt ovenfor biografpremiere 4. september 2025, næsten 100 år efter, at det første rejsehold så dagens lys. Filmen, der netop nu er under optagelse i Polen og senere i Esbjerg, instrueres af Christopher Boe efter manuskript af Christopher Boe og Lasse Kyed Rasmussen.
Christopher Boe udtaler:
– Lad mig bare være ærlig – jeg elsker krimien! Når den er bedst, er den et spejl på vores mørke samtid i et dragende og manipulerende spil, som vi elsker at blive forført af. Der ligger en helt elementær spændende historie og venter på at blive fortalt om Rejseholdets begyndelse, og hvordan de blev Danmarks svar på FBI, og dermed opnåede en næsten mytologisk status blandt mange danskere. Og mest centralt i dette står selvfølgelig vores hovedperson – Otto Himmelstrup. En fascinerende og kompleks karakter, som kæmper med fortidens smerte i et desperat forsøg på at forhindre fremtidens ugerninger. Han VIL fange de skyldige – og i processen kommer vi tæt på skabelsen af den moderne kriminalefterforskning. På den måde befinder vi os i ursuppen – hvorfra alt det, vi kender så godt, er opstået.