MOBILVERSION

8. august 2025

Flyttemandens datter bliver ny vicedirektør for Filminstituttet

Esbjergenseren Line Aarsland bliver ny vicedirektør for Filminstituttet – med en karriere fra Politiken, ministerierne og Egmont i bagagen.

Esbjergenseren Line Aarsland bliver ny vicedirektør for Filminstituttet – med en karriere fra Politiken, ministerierne og Egmont i bagagen.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Esbjergenseren Line Aarsland bliver ny vicedirektør for Filminstituttet – med en karriere fra Politiken, ministerierne og Egmont i bagagen.

Line Aarsland, 52, der er født og opvokset i Esbjerg som datter af Svend Aage og Jytte Aarsland, og søster til billedkunstneren Anne Aarsland, tiltræder 1. september stillingen som vicedirektør i Det Danske Filminstitut.

Hun kommer med omfattende erfaring som leder i både det private og det offentlige – og med et indgående kendskab til medie- og filmbranchen.

Efter otte år som direktør og vice president for kommunikation og public affairs i Egmont, der blandt andet omfatter Nordisk Film og norsk TV 2, har hun de seneste tre år arbejdet som selvstændig konsulent.

Her har hun rådgivet om strategi og public affairs med speciale i film og medier, fonde og uddannelse – blandt andet gennem en alliance af 22 aktører i filmbranchen, der stod bag indsatsen for den nyligt vedtagne produktionsrabat.

Aarsland er uddannet journalist fra Roskilde Universitet, og hendes karriere tæller syv år som skrivende journalist på Politiken og Information, fem år som presse- og kommunikationschef samt særlig rådgiver for Bertel Haarder i både Undervisningsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, samt tre år som kommunikationschef i KL.

Selvom karrieren har ført hende til København, har hun bevaret en stærk tilknytning til fødebyen. Hun besøger ofte familien i Esbjerg og holder af at opleve byens kulturtilbud, natur og udvikling, har hun givet udtryk for i tidligere interviews.

Filminstituttets bestyrelsesformand, Jesper Nygård, fremhæver, at hun kommer med brede kompetencer og et skarpt blik for opgaven, mens administrerende direktør Tine Fischer ser frem til samarbejdet om at styrke og fremtidssikre dansk films position.

– At sikre dansk indhold som et fælles samlingspunkt for alle danskere er noget af det mest meningsfulde og vigtige, man kan beskæftige sig med, siger Line Aarsland om sin nye rolle.

Del artiklen