MOBILVERSION

10. juni 2026

Forplads-plads skal udnyttes: Tobakken vil binde byen sammen med nyt sommerevent

Tre sommerdage med musik, kunst og fællesskab. Tobakken lancerer nyt event, der skal binde Esbjergs bydele sammen og skabe nyt kulturliv.

Tre sommerdage med musik, kunst og fællesskab. Tobakken lancerer nyt event, der skal binde Esbjergs bydele sammen og skabe nyt kulturliv.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Tre dage med musik, kunst, fællessang, aktiviteter og kreative oplevelser skal i august forvandle pladsen foran Tobakken til et levende mødested. Med støtte fra fonde og lokale samarbejdspartnere lancerer spillestedet nu Sommer på Tobakken – et nyt initiativ, der skal skabe liv mellem bydelene og styrke fællesskabet omkring kulturhuset.

Fra den 13. til 15. august inviterer spillestedet til den første udgave af Sommer på Tobakken, hvor pladsen foran det ikoniske kulturhus bliver omdannet til en urban baggårdsfest med musik, kunst, bevægelse og fællesskab.

Bag initiativet ligger et ønske om at åbne området op og skabe nye forbindelser mellem centrum, Rørkjær og den østlige del af byen.

– I mere end 130 år har Tobakken været et samlingspunkt i byen. Først som tobaksfabrik og senere som kulturhus. Men området omkring Tobakken er i dag præget af, at jernbanen danner en barriere mellem bydelene. Med Sommer på Tobakken åbner og sammenbinder vi byrummene og danner en ramme for byens kreative, siger direktør Torben Seldrup.

Sommerliv 2026

Lokale kræfter skal sætte præg på området

Tobakken ser ikke sig selv som en traditionel arrangør af sommerdagene. Tværtimod er ambitionen, at indholdet skabes i fællesskab med lokale kulturinstitutioner, foreninger og kreative aktører.

Derfor bliver en stor del af programmet udviklet sammen med samarbejdspartnere, som får mulighed for at sætte deres eget præg på arrangementet.

– Vi skaber rammen, men indholdet skaber vi sammen med foreninger, kulturinstitutioner og kreative aktører. Det er vigtigt for os, at vores samarbejdspartnere ikke blot leverer programpunkter, men er medskabere, siger Torben Seldrup.

Foreløbig er det blandt andet afsløret, at Esbjerg Kunstmuseum bidrager med kreative workshops for børn, mens Signe Juhl inviterer til fællessang, og Anders Bjerring står bag en musikquiz. Derudover arbejder Tobakken på et egentligt musikprogram, som offentliggøres senere.

Fonde giver projektet et stærkt afsæt

Sommer på Tobakken er blevet muliggjort med støtte fra flere fonde. Albani Fonden har bidraget med 250.000 kroner, mens Johan Hoffmann Fonden også har støttet nye initiativer på Tobakken og i Musikhuset Esbjerg.

Støtten giver mulighed for både at udvikle området fysisk og invitere flere samarbejdspartnere med ombord.

– Støtten giver os mulighed for at skabe de fysiske rammer og invitere flere samarbejdspartnere med ombord. Det giver os et stærkt afsæt til at udforske, hvad Sommer på Tobakken kan blive til på længere sigt, siger Torben Seldrup.

Mere end en festival

Ambitionen rækker længere end tre dage i august. For Tobakken handler projektet også om at udforske, hvordan området omkring spillestedet kan bruges som et aktivt byrum og et naturligt samlingspunkt for kultur og fællesskab.

Sommerliv 2026

Hvis den første udgave bliver en succes, kan Sommer på Tobakken meget vel udvikle sig til en tilbagevendende tradition i Esbjergs kulturliv.

Forlaget Læselyst
Del artiklen