Esbjergs nye kæmpekunstværk er tæt på at være færdigt. Motivet på den 47 meter høje Blue Water-silo er nu trådt tydeligt frem og forvandler et gammelt havneikon.
Esbjergs nye kæmpekunstværk er tæt på at være færdigt. Motivet på den 47 meter høje Blue Water-silo er nu trådt tydeligt frem og forvandler et gammelt havneikon.
I mere end 60 år har den stået som et markant pejlemærke på Esbjerg Havn.
Nu er den 47 meter høje silo ved Adgangsvejen ved at få sit største ansigtsløft nogensinde.
Den canadiske street art-kunstner Emmanuel “Young” Jarus er nemlig gået ind i den afsluttende fase af arbejdet med det enorme vægmaleri, der i løbet af sommeren har forvandlet den ikoniske bygning til et gigantisk kunstværk.
Motivet er nu trådt så tydeligt frem, at forbipasserende for første gang kan opleve værket næsten, som det kommer til at se ud, når de sidste penselstrøg er sat.
Den lille robåd med to personer svæver over et dybblåt hav med hvirvlende strømninger, der næsten får hele siloens facade til at virke levende. Er det mon Las, der er ved at gå til bunds med sin kaffepunch?
Næppe. En fri fortolkning kunne være, at den internationale kunstner har fundet inspirationen andetsteds ude på det store blå, hvor en robådstur hver dag er en skæbnesvanger affære. Og der er jo det med havet, at det er forbundet – lige fra vadehavet til Volga og fra Middelhavet til Mississippistrædet.
Fra Vestjysk Korn til Blue Water
Siloen blev opført i 1965 som kornsilo for Vestjysk Korn og var gennem årtier en vigtig del af udskibningen af landbrugsprodukter fra Esbjerg Havn.
Den fungerede som kornsilo frem til slutningen af 1980’erne, men bruges fortsat til opbevaring af korn og andre landbrugsprodukter inden udskibning.

Med sine 47 meter har bygningen i årtier været et af de mest synlige pejlemærker ved havnens indkørsel. Tidligere stod den som en hvid betonsilo med Blue Waters karakteristiske logo på facaden. Og den lille søde sæl, som nogle allerede savner.
Nu har den fået en helt ny identitet.


Et kunstværk på 2.300 kvadratmeter
Det færdige værk kommer til at dække omkring 2.300 kvadratmeter og bliver et af de største facadeværker i Danmark.
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Blue Water og foreningen Gadens Museum, der er stiftet af Esbjerg Kunstmuseum og Galleri GRISK.
Målet er ikke alene at skabe et nyt vartegn for Esbjerg, men også at lade kunsten flytte ud af museerne og ind i byrummet.
Når arbejdet afsluttes, vil siloen kunne opleves fra store dele af havnen – og fra flere indfaldsveje til byen.









































