Skole i Esbjerg Ø var lukningstruet, men blev reddet af kunsten, mener to af skolens lærere.
Bakkeskolen i Esbjerg er i dag fyldt med kunst, og det mærkes tydeligt i både undervisningen og arbejdsmiljøet.
Det fortæller billedkunstlærerne Elisabeth Skovgaard Poulsen og Troels Haas, som medvirker i et stort interview i fagbladet Folkeskolen.
Elisabeth Skovgaard Poulsen har været ansat på skolen i 40 år og oplevede derfor også, da skolen var tæt på at lukke. Kun 180 elever var tilbage, og området var præget af få kulturelle tilbud.
Da Statens Kunstfond tilbød et samarbejde, blev det begyndelsen på en markant forandring, fremgår det af artiklen, som man kan læse i sin helhed på Folkeskolen.dk.
I dag hænger der kunstværker og installationer for omkring 1,5 million kroner rundt på skolen. Lærerne fortæller, at kunsten giver farver, energi og et løft til hverdagen. Den bliver også brugt aktivt i undervisningen, hvor eleverne taler om værkerne og lader sig inspirere.

Skolens mange projekter er skabt i samarbejde med professionelle kunstnere:
Astrid Marie Christensen forvandlede blandt andet skolens gulv til et stort, farverigt værk, og tekstilkunstner Tina Ratzer stod bag forløbet “Farvernes magi”. Erik Hagens Billedlotteri pryder skolens store sal, og lokalkunstner Johny Wilslew har udsmykket billedkunstlokalet.
For lærerne er der ingen tvivl om, at kunsten gør en forskel. Den giver eleverne adgang til oplevelser, mange af dem ellers ikke ville få, og løfter deres blik for både kultur og kreativitet.
Elisabeth Skovgaard Poulsen opfordrer andre skoler til at kaste sig ud i lignende samarbejder. Som hun siger til fagbladet:

– Jeg ville ikke tøve et øjeblik med at sige ja igen!
Tre ud af fire forældre i distriktet fravalgte skolen
Bakkeskolen var i 2016 nede på 180 elever, hvoraf 98 procent havde anden etnisk baggrund end dansk. Tre ud af fire forældre i distriktet fravalgte skolen, og skolebestyrelsen advarede kommunen om, at skolen måske stod over for en lukning.
En henvendelse fra Statens Kunstfond blev indledningen til et større løft af skolens fysiske rammer. I dag rummer skolen kunstværker og installationer for omkring 1,5 millioner kroner, blandt andet et gennemgående kunstgulv og nye, elevproducerede ringesignaler.
Bakkeskolen har efterfølgende fået støtte fra flere lokale fonde. Claus Sørensen Fonden og Lauritzen Fonden gav tilsammen 620.000 kroner til en ny legeplads, og Johan Hoffmann Fonden har doneret tre millioner kroner til en brasiliansk fodboldpark, som vi tidligere har omtalt.
Skolen samarbejder også med mindre foreninger, som eksempelvis Børnenes Kontor, der årligt bidrager med midler til vintertøj til udsatte elever.
Elevtallet er i dag fordoblet, og flere årgange har ventelister. Ifølge skoleleder Christian Høj Varming gør fondsmidlerne det muligt at gennemføre projekter, der styrker rammerne og skolens rolle i lokalområdet, mens den almindelige drift fortsat dækkes af kommunal finansiering.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

