Fra 1. januar 2026 overtager Ribe Handel ansvaret, så den historiske tradition kan fortsætte i Danmarks ældste by.
Fra 1. januar 2026 overtager Ribe Handel ansvaret, så den historiske tradition kan fortsætte i Danmarks ældste by.
Fra 1. januar 2026 overtager Ribe Handel ansvaret, så den historiske tradition kan fortsætte i Danmarks ældste by.
Fra den 1. januar 2026 er det Ribe Handel, der får ansvaret for byens vægtere og byguider. Dermed er fremtiden sikret for en af Danmarks ældste og mest populære traditioner – til glæde for både gæster og borgere i Ribe.
Aftalen betyder, at ansvaret overgår fra Museum Vest til Ribe Handel. Udover vægterne, der hver aften i sommerhalvåret synger natten ind gennem de brostensbelagte gader, overtager Ribe Handel også byguiderne, som står for byvandringer og ghost walks.
Beslutningen kommer efter, at Esbjerg Kommune i september besluttede at øge det årlige tilskud til vægterne, så traditionen kan føres videre på et solidt økonomisk grundlag.
– Vi er utrolig glade for at få muligheden for at videreføre denne unikke tradition, som ikke blot er en del af Ribes historie, men også en vigtig del af byens handelsliv. Vægterne tiltrækker besøgende fra nær og fjern og bidrager til at gøre Ribe til en levende og attraktiv destination, siger Lars Slotsager, formand for Ribe Handel.
Også destinationschef Hans Peter Folmann fra Destination Vadehavskysten glæder sig over løsningen:
– Vi er glade for, at guideproduktet får en rigtig god chance for at eksistere bæredygtigt. Endda med et lokalt ejerskab, som betyder meget for ripenserne, siger han.
Hos Museum Vest er der ligeledes tilfredshed med, at traditionen videreføres lokalt. – Vægterne er vigtige for Ribe, og vi er glade for, at vi sammen med stærke lokale aktører har sikret en god fremtid – ikke alene for vægterne, men også for de mange turister, siger direktør Merete Jankowski.
Esbjerg Kommunes kulturudvalgsformand Jakob Lose fremhæver vægterne som en uvurderlig del af byens identitet. – Jeg er glad for, at der er kommet en god løsning. Ved årets budgetvedtagelse har vi afsat 98.000 kroner årligt, hvilket giver økonomisk sikkerhed for vægterne fremover, siger han.
Siden 1935 har vægterne været et fast indslag i Ribe. Med deres sange og fortællinger har de skabt stemning og levendegjort historien for tusindvis af gæster. Med den nye aftale er der nu fundet en varig løsning, som sikrer, at vægterne også i fremtiden vil være en central del af byens liv.

































