Det ligger i genren: En revy lever i spændingsfeltet mellem satire, sang, samfundskommentar og ren underholdning. Revy er en af de mest sejlivede og folkelige scenekunstformer i Danmark, men revyen som genre er i disse år ramt af fordomme om, at den kun er for dem, der er blevet grå i toppen.

Og lige netop den “kendsgerning” er de ikke for fine til – på bedste selvironiske vis – at tage pis på i årets åbningsnummer. For så vidt forbliver netop det med aldringen lidt af et tema gennem flere af de numre, som Jan Svarrer fremfører gennem aftenen – oftest iført westernguitar og gode, rammende, veltrimmede og -timede rim, som publikum jo så ikke har nogen problemer i at spejle sig i.

Apropos spejl har revygenren alle dage fungeret som et spejl af virkeligheden – tilsat satire.

EsbjergRevyen er bedst, når den tager afsæt i det, vi på det lokale plan er fælles om. Kommunale krumspring, lokale særheder og den evige balance mellem ambitioner og virkelighed i en vestjysk storby bliver ramt med præcision og lune. Fx Jan Svarrers historietime, hvor “kampen” mellem vartegnene ridses op – en kamp, mange i den seneste tid har taget del i på de sociale medier efter afsløringen af Ocean Knight på Englandskaj.

Men der bliver i høj grad også skuet ud mod resten af Danmark og verden: Grønland, Trump, klimaet, fødevarepriserne og kønsrollerne bliver på forskellig vis taget under kærlig behandling.

At spille på vores, hvad man kan kalde, arrogante mindreværd over for fannikerne – personificeret ved buschaufføren, arkeesbjergenseren Kurt (Trine Gadeberg) – er blevet et fast indslag i EsbjergRevyen. Som sådan en god idé; forskelligheder har alle dage været en god driver i komik, og det pirrer lidt til det evige had-/kærlighedsforhold mellem by og ø, men det er måske set mere originalt udført tidligere. Alt andet lige kan gensynet med Kurt og ikke mindst den tørre, undertøflede kommuneudvalgsformand Bjarne Jensen (Jan Svarrer), kun fremkalde et kæmpestort træk på smilebåndet. Ved aftenens premiere var der da også en tydelig genkendelsesglæde blandt publikum, da årets “Pressemøde”, som nummeret hedder, blev indledt på scenen.

Gensynsglæde kan også bare noget i en revy. Der er karakterer, som man forventer at se. En sådan er Trine Gadebergs elskede alter ego Pelle i høj grad. I år får den femårige dreng, fra hvem man skal høre ikke så få sandheder, æren af at holde nytårstalen. Og allerede ved den første gestik er publikum flade af grin. Her får den prisvindende revydronning (i hvert fald på disse breddegrader) virkeligt shinet – og hun besøger i øvrigt Esbjerg og Musikhuset med et solo-Pelle-show senere på året.

Gadeberg har endnu engang også instrueret EsbjergRevyen og står sammen med sin ægtemand Kasper Le Fevre bag flere af teksterne. Et af de mest samfundsaktuelle – og klassiske for de to – er nummeret “Brian fra banken”. Titlen fortæller næsten historien, men hvem tager mon røven på hvem – og hvordan?

Det godt og vel vestjyske ægtepar fra Kvong – spillet af Svarrer og Gadeberg, der som indfødte kan tillægge sig den helt rigtige dialekt- tager nok engang turen ind til storstaden. Denne gang for at kigge på operarejser, hvilket naturligvis afføder et par sjove både sproglige og ikke mindst kulturelle clashes. Barberen i Sevilla med 25 procents rabat? Nej tak, Oluf får allerede 30 procent nede ved barberen i Frodesgade. Gadeberg er – igen – god som strid gammel kone og Svarrers mimik og timing kunne ikke blive mere autentisk.

Sidste år var Gordon Kennedy – der i øvrigt var blandt publikum ved torsdagens premiere – med stor succes det fjerde ben i revyen. Ny i år er Jacob Weble, som er bedst kendt for sin gennemgående rolle i Klovn-serien, hvor han indtil 2018 var Franks lidt underkuede, underfrankerede ven Pivert. Men ellers har han excelleret mest i teater- og revyroller gennem 30 år og er et kærkomment friskt fynsk pust i vores sydvestjyske revy, hvor den dramatiske og tankevækkende monolog, hvor han tager skikkelse af Fanden selv, nok står mest markant ud, men hvor han i rollen som saunamesteren Gus – og på klingende, syngende fýnsk – bringer mindelser om Lars Hjortshøjs absurde karakter Claes (Jens) Jakob Baumspieler fra Casper & Mandrilaftalen.

Over to akter og 25 numre, der oftest bindes godt sammen, sørger EsbjergRevyen for niende gang for et godt og tankevækkende grin i vintermørket. Med simple remedier og kapelmester Peter Bom som enmandsorkestret fra sin tilbagetrukne position, er den indbyrdes interaktion, mimikken og dialogen motoren i revyen, som slutter med et 48-års jubilæum, der hylder musicalen Grease. De velkendte sange og personligheder kan helt sikkert noget, men det er mest det, at der på metaplan bygges op til denne store finale, der egentligt giver mest mening – og er et sjovt greb, hvor holdet på scenen igen ikke er for fine til at tage lidt pis på sig selv og hinanden – til stor glæde og morskab for den udsolgte teatersal i Musikhuset.