MOBILVERSION
Gensyn med gammel kending: Karen af Mandø har lagt til i Sønderho
Hun har kæmpet sig gennem kuling, været på værft og rundet de 100 år. Nu har den historiske evert Karen af Mandø igen lagt til i Sønderho.
Hun har kæmpet sig gennem kuling, været på værft og rundet de 100 år. Nu har den historiske evert Karen af Mandø igen lagt til i Sønderho.
For godt et år siden kæmpede hun sig gennem stiv kuling fra Sønderho til Esbjerg.
Siden har den næsten 100 år gamle evert været en tur på værft hos Ribe Træskibslaug, fået en kærlig hånd og været tilbage på Esbjerg Strand, hvilket vi tidligere har beskrevet.

Nu har Karen af Mandø igen fundet vej til Vadehavet og ligger i disse dage fortøjet i Sønderho Havn, hvor besøgende kan opleve et af Danmarks bedst bevarede historiske fartøjer på tæt hold.
Det er svært at forestille sig i dag, men da Karen blev bygget på Esbjerg Skibsværft i 1924, var hun ikke tænkt som museumsgenstand.
Hun var et arbejdsredskab.
Bandt Vadehavet sammen

Karen blev bygget for skipper Niels Lindberg fra Mandø og fragtede gennem årtier hø, korn, byggematerialer og andre varer mellem øerne og fastlandet.
Den blot ni meter lange evert kunne laste omkring 16 tons gods og var med sin fladbundede konstruktion skabt til Vadehavets særlige tidevand, hvor fartøjerne ofte måtte stå direkte på havbunden ved lavvande.
Fra arbejdsskib til kulturarv
Efter mange år som erhvervsfartøj blev Karen ombygget til fritidssejlads, og på et tidspunkt var planen faktisk at bygge en kopi af skibet.
Men under opmålingen viste det sig, at det originale skrog var så velbevaret, at restaureringen i stedet kom til at handle om at redde selve Karen.
Siden er fartøjet blevet nænsomt restaureret tilbage til sit udseende fra 1929.
I efteråret 2023 blev Karen af Mandø officielt anerkendt som dansk sejlende kulturarv, og i dag regnes hun som en af de tre bedst bevarede danske everter.

Levende historie
Når Karen lægger til i havne som Sønderho, er det derfor ikke blot endnu et veteranskib, der kaster fortøjningerne.
Det er et stykke levende Vadehavshistorie.
En fortælling om en tid, hvor varer, mennesker og øsamfund var afhængige af små, robuste fartøjer som Karen – længe før broer, asfalt og lastbiler ændrede hverdagen.









































