Stærkt og alsidigt program i vente: Fire dage med folkemusik, blues, americana og fællesskab – fra intime scener i Nordby og Sønderho.
Det tager kun 12 minutter at sejle fra Esbjerg – men på den anden side venter en hel verden af musik, når Godtfolk Festival 2025 folder sig ud på Fanø i efterårsferien.
Fra 15. til 18. oktober forvandles øen til et levende musiklandskab med koncerter, workshops og samtalesaloner på tværs af generationer og genrer.
Publikum kan opleve alt fra blues og americana til nordisk folkemusik, familiedans og jam sessions – og der er plads til både børn, spillemænd og nysgerrige sjæle.
– Godtfolk handler om at komme tæt på musikken og hinanden. De små scener på Fanø giver en nærhed, som både kunstnere og publikum elsker, siger Trine Buhl fra festivalens arrangørteam.
Fortællingen om Sand på gulvet
En af årets store oplevelser bliver mødet med Ole Mouritzen og Nils Thorlund – to af de tilbageværende medlemmer af det legendariske folkband Sand på gulvet.

Onsdag eftermiddag på Fanø Bryghus fortæller de historien om bandet, der fra 1974 til 1984 spillede sig ind i danskernes hjerter med sange som “Mellem Esbjerg og Fanø”.
Arrangementet er gratis – hatten sendes blot rundt blandt publikum.
Musikalske højdepunkter
På Nordbys nye spillested Kædekassen kan publikum opleve Baby Did a Bad Thing, der vender tilbage til Fanø midt i releaseturen for albummet “Hope”. Også americana-sangerinden Trinelise Væring gæster scenen sammen med Mads Jørgensen.
Blandt hovednavnene finder man “Stemmer i voks”, hvor Ulla Bendixen og Martin Døssing Ottosen (begge kendt fra Sorten Muld) tager publikum med på en musikalsk rejse gennem Danmarks historie – med et særligt stop på Fanø.

Derudover kan festivalgæsterne glæde sig til HP Lange & Jarno Varsted, Tophøj & Barslund, De Fries & Beck, Fanø Fiddlers, Fjärin feat. Barslund, Sophie Søs Meyer & Elisabeth Klein, og mange flere.
– Vi er glade for at kunne samle så stærke stemmer – fra Sorten Mulds “Stemmer i voks” til Baby Did a Bad Thing på releasetur. Det bliver fire dage med store musikalske øjeblikke på intime spillesteder, siger Trine Buhl.
For hele familien
Onsdag og torsdag eftermiddag er Sønderho Forsamlingshus dedikeret til familier, dans og fælles oplevelser på tværs af generationer.
Der er gratis entré for børn og studerende, mulighed for kaffe og hjemmebag – og naturligvis masser af musik.

For de danseglade byder festivalen på både bal og jam, mens instrumentkendere kan deltage i årets workshop for spillefolk.
– Fanøs musiktradition er levende. I år hylder vi både rødderne og dem, der tager musikken nye steder hen, lyder det fra arrangørerne.
🎟️ Praktisk info
Dato: 15.–18. oktober 2025
Steder: Nordby og Sønderho, Fanø
Billetter og program: www.godtfolk.dk
OBS: Overskydende billetter sælges ved dørsalg, men det anbefales at købe i forvejen, hvis man ikke vil risikere at gå forgæves!

Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

