MOBILVERSION

5. september 2025

Historisk Samling fra Besættelsestiden flytter til Varde

Det unikke besættelsesarkiv i Esbjerg lukker ved udgangen af 2025 – men får nyt liv hos Vardemuseerne. Her skal samlingen danne grundlag for et forsknings- og formidlingscenter om 2. verdenskrig.

Det unikke besættelsesarkiv i Esbjerg lukker ved udgangen af 2025 – men får nyt liv hos Vardemuseerne. Her skal samlingen danne grundlag for et forsknings- og formidlingscenter om 2. verdenskrig.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Det unikke besættelsesarkiv i Esbjerg lukker ved udgangen af 2025 – men får nyt liv hos Vardemuseerne, hvor et nyt center er på vej.

Her skal samlingen danne grundlag for et forsknings- og formidlingscenter om 2. verdenskrig.

Et stykke unik kulturarv fra Esbjerg får nyt liv i Varde, når Historisk Samling fra Besættelsestiden (HSB) overdrages fra Museum Vest til Vardemuseerne.

Med beslutningen, som netop er godkendt af Esbjerg Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, er der lagt sporene til et nyt forsknings- og formidlingscenter om besættelsestiden.

Fra lukningstrussel til nyt hjem

Sidste sommer meddelte Museum Vest, at HSB ville blive nedlagt ved udgangen af 2025 for at frigøre ressourcer til udviklingen af Fiskeri- og Søfartsmuseet og Museet Ribes Vikinger.

Men nu er en løsning fundet: Samlingen flyttes til Varde, hvor den bliver en del af Vardemuseernes stærke setup omkring 2. verdenskrig med Tirpitz og FLUGT som centrale fyrtårne.

Claus Kjeld Jensen. Foto: Vardemuseerne.
Direktør Claus Kjeld Jensen, Vardemuseerne. Foto: Vardemuseerne.

– Historisk Samling for Besættelsestiden er et stærkt og vigtigt arkiv, som passer rigtig godt ind i det arbejde, vi allerede laver med 2. verdenskrig. Med Tirpitz og FLUGT har vi både solide udstillingsmiljøer og et stort publikum – og med den her overdragelse får vi mulighed for også at styrke forskningen, siger Claus Kjeld Jensen, direktør for Vardemuseerne.

Forlænget bevilling giver ro

At løsningen kunne komme på plads, skyldes, at Esbjerg Kommune har valgt at forlænge Museum Vests tilskud til HSB med et år – frem til udgangen af 2026.

Dermed bliver der tid til en grundig overdragelse af både arkiv, personale og viden.

– Vi arbejder altid for de gode løsninger på den lange bane. Derfor er jeg utroligt glad for, at Historisk Samling nu kan overdrages til Vardemuseerne – det er meningsfuldt og sammenhængende, siger Merete Jankowski, direktør for Museum Vest.

Direktør Merete Jankowski, Museum Vest. Foto: Museum Vest.
Direktør Merete Jankowski, Museum Vest. Foto: Museum Vest.

Også udvalgsformand Jakob Lose (V) er tilfreds:

– Det var nødvendigt at forlænge bevillingen, og der var heldigvis fuld opbakning i udvalget. Jeg ser frem til at se, hvordan samlingen integreres i Vardemuseernes gode setup.

Fiskeri- & Søfartsmuseet

Lykkelig afslutning

På Esbjerg Museum, hvor HSB har haft til huse, er der stor lettelse over, at samlingen får et nyt hjem.

– Jeg er glad. For det betyder, at det enestående arkiv, Palle Schmidt grundlagde, sikres og fortsat er tilgængeligt. Sammen med Vardemuseerne kan vi skabe et vaskeægte dansk kraftcentrum, siger Henrik Lundtofte, leder af HSB.

Henrik Lundtofte, leder af HSB. Foto: Museum Vest.
Henrik Lundtofte, leder af HSB. Foto: Museum Vest.

Fakta om Historisk Samling fra Besættelsestiden

  • Grundlagt af Palle Schmidt og i dag en del af Museum Vest.
  • Rummer over 15.000 illegale blade, digte, sange samt beretninger og propaganda fra modstandsbevægelsen.
  • Tilknyttet arkivleder og forsker, formidler og ph.d.-stipendiat.
  • Flyttes i 2026 til Vardemuseerne, der bl.a. driver Tirpitz og FLUGT.
  • Læsesal, HSB. Foto Museums Vest.
  • Arkivalier, HSB. Foto Museum Vest.
Sommerliv 2026
Del artiklen