MOBILVERSION

17. marts 2026

Hun står bag Esbjergs kæmpe-kunstværk – nu åbner udstillingen

Eva Koch skabte Lyshøjen i Kjersing. Fredag åbner Esbjerg Kunstmuseum en stor soloudstilling med den anerkendte kunstner.

Eva Koch skabte Lyshøjen i Kjersing. Fredag åbner Esbjerg Kunstmuseum en stor soloudstilling med den anerkendte kunstner.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

De fleste kører forbi uden at tænke over det. Men i Kjersing ved Esbjerg ligger faktisk Danmarks største land art-værk.

Lyshøjen består af omkring 800.000 kubikmeter jord, der blev til overs under anlægsarbejdet på Esbjergmotorvejen. I overfladen er der indbygget lamper, som kaster lys op i nattehimlen – og intensiteten følger trafikken på Vestkystvejen.

Værket blev skabt af kunstneren Eva Koch i samarbejde med landskabsarkitekt Steen Høyer og blev indviet i 1997.

Nu vender Eva Koch tilbage til Esbjerg – denne gang indenfor på Esbjerg Kunstmuseum.

Lyshøjen i Kjersing, som Eva Koch har skabt i samarbejde med Steen Høyer. Foto: Steen Høyer.
Lyshøjen i Kjersing, som Eva Koch har skabt i samarbejde med Steen Høyer. Foto: Steen Høyer.

Fire årtiers kunst samlet

Fredag den 20. marts åbner museet soloudstillingen “Begge sider nu”, hvor publikum kan opleve værker fra kunstnerens mere end 40 år lange karriere.

Eva Koch er især kendt for sine konceptuelle værker, hvor skulptur, rum og video smelter sammen. Hendes installationer leger ofte med arkitekturen og med beskuerens oplevelse af tid og rum.

I værket “Skulptur med væg” (1998) bliver selve bygningen en del af skulpturen. I bronzerelieffet “Den kvarte” (2017) fuldender spejle et cirkelslag, så cirklen først bliver hel i beskuerens blik.

Og i det nyproducerede værk “Dandelion” (2026) omsluttes publikum af kæmpestore mælkebøtter, der spirer, vokser og forgår i et uendeligt loop.

Kunst mellem sansning og tanke

Museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard peger på, at Eva Kochs værker ofte bevæger sig i spændingsfeltet mellem det sanselige og det intellektuelle.

– Eva Kochs værker eksisterer i krydsfeltet mellem intellekt og sanselighed, liv og død, fortid og fremtid. De kan få os til at reflektere over helt grundlæggende spørgsmål om tilværelsen, siger hun.

Fra Kjersing til kunstmuseet

På mange måder hænger udstillingen naturligt sammen med Lyshøjen i Kjersing.

For ligesom land art-værket arbejder Eva Koch ofte med rum, landskab og beskuerens oplevelse af stedet.

Den forbindelse forsøger Esbjerg Kunstmuseum nu at folde ud i udstillingen.

Del artiklen