Man kan tale om at støve gamle kunstværker af. Og så kan man tale om at genaktualisere dem, og se dem gennem briller anno 2025. Svend Wiig Hansen møder syv kvinder i ny udstilling på Esbjerg Kunstmuseum.

Som altid, når kunstinteresserede esbjergensere mødes og står på tærsklen af en ny udstilling, går snakken forventningsfuldt blandt de fremmødte. Med de mange hvide søjler i det utzonske kulturhus som baggrund, byder museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard midt i efterårsskumringen velkommen og stiller spørgsmålet, der har naget museet op til åbningen: “Hvordan kan en museumssamling holdes opdateret og relevant i evigt skiftende samtider?”

Spørgsmålet bliver hængende i luften i endnu nogle minutter, før publikum får mulighed for at entrere udstillingen, der skal give et svar.

Men inden da får sygehusdirektør Anna-Marie Bloch Münster lov til officielt at åbne udstillingen, hvilket næsten går hen og bliver et helt zen-øjeblik, hvor hun som en anden yogi får de tilstedeværende til at lukke øjnene, trække ind i sig selv og ultimativt være til stede. I nuet. Som menneske.

Udstillingen “Eksistens – Svend Wiig Hansen up to date” er officielt åben, og den andægtige ro bæres på sagte fodtrin med ind i udstillingssalene. Her prydes væggene af både velkendte og overraskende skikkelser. Her mødes fortidens tyngde med nutidens nerve i en sansemættet dialog.

Wiig Hansens arv i et nyt lys

Ude ved stranden i Sædding står Svend Wiig Hansens (1922-1997) mest kendte værk: den ni meter høje hvide skulptur Mennesket ved Havet, som siden 1995 har skildret “det rene og ufordærvede menneskes møde med naturen”.

Mange lokale har – som undertegnede – fra barnsben kigget på de fire monumentale hvide mænd ud mod horisonten – et vartegn for Esbjerg, synligt på kilometers afstand. Med denne udstilling rykker Wiig Hansens ånd nu atter indenfor på byens kunstmuseum, hvor hans værker genfortolkes i lyset af nutiden.

Det første, man møder i udstillingen, er netop den ret velkendte støbning: En hvid mand. En miniatureudgave, prototype, af de fire, der for ret præcist 30 år siden blev afsløret og siden er gået hen og er blevet byens mest markante kendetegn.

Gamle avisartikler og andre gemte udklip fra dengang akkompagnerer den meterhøje betonfigur. Så har vi fået slået fast, hvem det egentlig er, denne udstilling centrerer omkring, skulle man være i tvivl. Samlingen af Wiig Hansen-værker er stor på Esbjerg Kunstmuseum, og nu er de altså blevet støvet af igen – og sættes i en helt ny kontekst.

Et par skridt længere inde hænger et par af Svend Wiig Hansens malerier; den ekspressive penselføring og den monumentale menneskefigur på lærredet er ikke til at tage fejl af. Wiig Hansen var en af dansk kunsts helt store eksistentialister, kendt for sine kraftfulde værker med menneskekroppen i centrum – om det så er som maleri, i bronze eller beton.

Gennem fem årtier udforskede han de grundlæggende vilkår ved at være menneske – vores indre følelser kontra den ydre virkelighed – og tog fat i livets store polariteter som liv og død, frihed og fangenskab, frelse og fortabelse.

Udstillingens koncept er lige så ambitiøst, som det lyder: At genaktualisere en kanoniseret kunstner ved at lade ham indgå i dialog med nogle af samtidens stemmer.

Wiig Hansens spørgsmål om menneskets eksistens er nemlig stadig aktuelle, men tiden i dag er en anden – især har den “kvindelige erfaringsverden og identitet fået ny vægt og betydning”, som museet skriver i sin omtale af udstillingen.

Derfor har man allieret sig med syv nulevende, kvindelige kunstnere, der alle på hver deres måde kredser om de samme store emner som Wiig Hansen. Resultatet er en række vedkommende og til tider eksplosive møder mellem fortid og nutid og for så vidt mand og kvinde, der giver det gamle materiale nyt liv.

Den lå jo på en eller anden måde lige til højreskøjten – ikke mindst i den tid, vi lever i, hvor manden og den tidligere så dominerende maskulinitet i den grad er udfordret. Presset, vil nogen mene. På den måde formår Esbjerg Kunstmuseum (der i parentes bemærket til dagligt ledes af en kvindelig direktør og to kvindelige inspektører) at aktualisere udstillingen ved også at lade den bidrage til en nutidig, kompleks debat.

De syv samtidskunstnere, hvoraf fem af dem var tilstede ved ferniseringen, bidrager hver især på forskellig vis med værker, der arbejder med eksistentielle spørgsmål. Therese Bülow undersøger materialitet og kropslighed i skulpturelle greb, mens Cathrine Raben Davidsen kredser om myter, historie og liv/død-tematikker.

Stine Deja arbejder ofte med teknologiens møde med mennesket gennem video og digitale medier, men hendes mest tydelige bidrag til denne udstilling er en markant installation. Louise Hindsgavl er kendt for porcelænsfigurer, hvor det yndefulde møder det groteske. Anna Sofie Jespersen skildrer menneskelige relationer i figurative malerier, Mie Mørkeberg blander natur, myte og drøm i stærke billeduniverser, og Luna Scales fokuserer på kroppen, blikket og repræsentationen i sine videoarbejder.

Tilsammen åbner de nye perspektiver på Svend Wiig Hansens eksistentielle univers og viser, hvordan hans tematikker stadig taler ind i vores samtid.

Hver af de syv kunstnere bidrager således med et unikt lag til udstillingen. Trods forskellighederne i materiale og stil undersøger de alle med en pågående kraft vores grundfølelser og sårbarhed, vores kroppe som kampplads, menneskelig fremmedgørelse og fremtidsdystopier. I fællesskab formår de at skabe nye kunsthistorier oven på den eksisterende – de træder ind i traditionen og fornyr den indefra.

Wiig Hansens eget værk bliver spejlet og genspejlet i nutidens kunst, så man som beskuer både ser bagud og fremad på én gang. Det er en kunstnerisk dialog på tværs af generationer – og køn.

En sanselig rejse gennem udstillingen

At træde rundt i Eksistens-udstillingen er som at bevæge sig gennem forskellige stemninger og universer, der alligevel hænger sammen.

Udstillingssalen er inddelt i mindre rum og zoner, hver med sin tone og baggrundsfarve. Mest bemærkelsesværdigt er alsidigheden i udtryksformer, medier og materialer. Fra bronzestøbninger og soveposer til kæmpemalerier og video, fra det stringente til det flamboyante. Kontrasterne kan være store, hvilket gør mødet mellem de forskellige kunstnere vældigt interessant.

Flere steder i udstillingen er Wiig Hansens og de nye kunstneres værker placeret side om side eller i sigtelinie, så der opstår øjeblikke af dialog. Sådanne iscenesættelser gør udstillingsoplevelsen levende og narrativ: Som besøgende går man på opdagelse i en historie om mennesket, der udfolder sig kapitel for kapitel.

Udstillingen lykkes på fornem vis med at gøre Svend Wiig Hansens tematikker (gen-)aktuelle og nærværende.

Hvor Wiig Hansens værker i sig selv rummer en universel menneskelig angst og længsel, sætter de nutidige kunstnere ekstra perspektiv på ved at tilføje deres egne erfaringer, spørgsmål og æstetik. Man forlader Eksistens-udstillingen med sanserne aktiveret og tankerne myldrende: Det føles næsten som at have ført en samtale med både Wiig Hansen og nutidens kunstnere om, hvad det vil sige at være menneske i dag.

De store spørgsmål om liv og død, om krop og identitet, klinger efter i ens bevidsthed. Og måske ser man endda de fire hvide mænd ude ved havet i et nyt lys, når man igen kører forbi dem – som mere end betonstatuer, men også som symboler der fortsat taler ind i vores egen tid. Jeg har i hvert fald aldrig skænket vartegnet så mange tanker som netop i forbindelse med udstillingen her.

Fakta

Udstillingen Eksistens – Svend Wiig Hansen up to date kan opleves på Esbjerg Kunstmuseum frem til 22. februar 2026. Museumsgæster kan se frem til en eksistentiel rejse, der knytter byens fortid og fremtid sammen i kunsten. Mærk selv efter – Esbjergs egen kæmpe ved havet har fået nyt selskab.