MOBILVERSION

13. januar 2026

Idrætslærer fra Esbjerg finalist til Danmarks Sejeste Idrætslærer 2025

En idrætslærer fra Esbjerg er blandt de fem finalister til prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer 2025, som uddeles af DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt.

En idrætslærer fra Esbjerg er blandt de fem finalister til prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer 2025, som uddeles af DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Finalistfeltet er netop blevet offentliggjort, og blandt de udvalgte er Jonas Danielsen fra Præstegårdsskolen.

Interessen for prisen har været større end nogensinde før. I alt er der modtaget 677 indstillinger fra 71 kommuner, hvilket er rekord i de syv år, prisen har eksisteret.

Indstillingerne kommer fra elever, forældre, kolleger og skoleledelser og peger blandt andet på idrætslærere, der skaber fællesskaber, sikrer trygge rammer og formår at give plads til alle.

Efter en udvælgelsesproces er fem finalister nu videre til næste fase, hvor både en onlineafstemning og en jury skal afgøre, hvem der løber med hæderen.

Nærvær og motivation i fokus

Jonas Danielsen fremhæves i indstillingerne for sin faglige styrke og sin evne til at motivere eleverne gennem nærvær, engagement og positiv energi. Han roses for at møde eleverne i øjenhøjde og skabe idrætsundervisning, hvor alle har lyst til at deltage.

– Jeg er meget beæret over at være blevet nomineret. Idræt har altid været en stor del af mit liv, og det er også derfor, jeg er blevet idrætslærer. For mig handler det om, at alle børn skal have mulighed for at være med og opleve fællesskabet og glæden ved idræt. Noget af det fedeste er, når eleverne gerne vil mere og bliver helt opslugte af det, vi laver. Især arbejdet med elever, der ikke kommer fra de bedste vilkår, synes jeg giver rigtig meget, siger Jonas Danielsen.

Mere end bevægelse

Prisen har til formål at styrke anerkendelsen af idrætsfaget og understrege dets betydning for børn og unges fysiske, psykiske og sociale udvikling.

Hos Danmarks Idrætsforbund er man ikke i tvivl om idrætslærernes rolle.

– God idrætsundervisning handler ikke kun om bevægelse, men om at skabe fællesskaber, hvor alle børn føler sig trygge og motiverede til at deltage. Med prisen ’Danmarks Sejeste Idrætslærer’ ønsker vi at anerkende de idrætslærere, der hver dag gør en forskel for elevernes trivsel og lyst til bevægelse, siger formand Hans Natorp.

Også hos Dansk Skoleidræt er begejstringen stor.

– Idrætsfaget er fyldt med passionerede ildsjæle, der brænder for at give eleverne gode og meningsfulde oplevelser med kroppen. Vi har særligt set efter idrætslærere, der sikrer en høj didaktisk kvalitet og samtidig formår at favne elevernes forskelligheder. Det gør de fem finalister på flotteste vis, siger formand Morten Jørgensen.

Alle kan stemme

Afstemningen er åben fra 13. til 22. januar, og alle kan stemme én gang. Onlineafstemningen tæller 50 procent af den samlede vurdering, mens de resterende 50 procent afgøres af en jury bestående af profiler fra skole-, idræts- og trivselsområdet.

Vinderen modtager blandt andet 25.000 kroner til nyt idrætsudstyr sponsoreret af A-Sport samt kurser fra Dansk Skoleidræt til en værdi af 7.500 kroner – og naturligvis en stor hyldest på skolen.

Del artiklen