Her på EsbjergLiv.dk bidrager vi gerne til, at Esbjerg skal være en kultur- og oplevelsesby. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at kultur ikke kun er streetart og musik, men også litteratur. Derfor bringer vi hellere end gerne et bidrag fra en relevant forfatter, hvis muligheden byder sig. Her kan du læse et essay af Jacob Skyggebjerg om dengang, han boede godt tre måneder på Fanø.
Jacob Skyggebjerg (f. 1985 ved Horsens) er forfatter og skuespiller; har senest spillet hovedrolle i spillefilmen “Idioten” og i januar 2024 udgivet novellesamlingen “Man vil så gerne elskes”. Herudover forfatter til ti bøger indenfor forskellige genrer; romaner, noveller, digte, rejsebøger og essays. I 2016-’17 fik han ophold i Digterhjemmet på Fanø og skrev her fortrinsvis på romanen “HJÆLP”, der udkom i 2018. Han debuterede som forfatter i december 2013 med romanen “Vor tids helt” og har været shortlistet til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris 2014, nomineret til DR Romanprisen 2016 og Edvard P. prisen 2018. Han er også rapper, her bruger han navnet Skygg og har udgivet flere albums. Han debuterede som filmskuespiller i 2017 i spillefilmen “Danmark”.
Jeg ankom til Esbjerg med en Rødbillet-bus. På det tidspunkt den billigste måde at komme gennem landet på. Jeg var fattig. Det var koldt. Det var mørkt. Det var oktober, 2016, Trump var på valg, og jeg havde fået lov at overtage Digterhjemmet på Fanø et par uger før tid.
Med mig havde jeg en sæk tøj og en taske med et ordentligt læs af en bærbar computer.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Det var min første gang i Esbjerg. Hidtil havde jeg kun kendt den af omtale – landets femtestørste by, hjemsted for rapgruppen Bumsestilen, og der, hvor en efterskolekammerat, som gik under navnet Fisker, var vokset op.
Men jeg havde ikke tid til at dvæle ved, hvad i alverden det var for et sted, jeg var kommet til. Mit mål var Sønderho, en landsby ude på den sydligste spids af den ø, der lå tolv minutters færgefart fra byen. Og så meget vidste jeg dog – jeg havde en rejseplan på min telefon, der fortalte mig, at jeg kun lige havde tid til at gå de to kilometer ned til havnen, inden den sidste færge gik, der ville kunne forbinde mig til en bus på den anden side. Ellers var det taxa, kunne jeg forstå – nej, fandme nej!
Og er der en ting, jeg kan bryste mig af, er det at være i stand til at holde mig indenfor de rammer, jeg sætter for mig selv i henhold til min opdragelses filosofi om en økonomisk beskeden livsførelse: Snart stod jeg på færgen. Jeg stod på dækket, som jeg altid gør, når jeg får mulighed for at rejse med færge – igen fordi jeg per kultur er flasket op med, at man skal have alt det for pengene, der er at få for dem. Det hører med, når man tager en færge, at man står på dækket, og lader sig gennemblæse – nyder den friske luft, hvor isnende kold den end må være, og de prikkende små stænk af havet, som skibet er så gavmildt at pløje op til en.
Men nu så jeg den. Der – Esbjerg, som jeg aldrig havde anet, at jeg udmærket vidste, at den så ud. Som skibet langsomt bevægede sig udad mod øen, åbnede den sig mere og mere; mere og mere blev synligt; havnen blev til by. Og da så jeg også det: Esbjerg er en by, der skal ses fra havet.
Da jeg så den fra den vinkel, forstod jeg den. Esbjerg.
Og jeg, der bare havde troet, jeg skulle en tur ud i et skriverefugium og have hamret endnu en roman igennem. Det her fik jeg med. Danmark voksede for mig.
Måske røg jeg en cigaret – af ren og skær overvældelse – med røde og rystende hænder, knap i stand til at holde på den. Ude mod vest var himmelens grå skydække på vej til at gennemsprænges af en bagvedliggende, brændende solnedgang.
Så var det bussen. Gadagung-gadagung hastede den ned over øen. Sænkede så pludselig farten og gik mod vandet. Ud på stranden. Gadagung-gadagung gennem sandet. Mindelser om den løbskløbne skolebus i “Nightmare on Elm Street 2”. Hvad var det, jeg havde rodet mig ud i?
Og snart stod jeg i Digterhjemmet. Gik fra rum til rum og tænkte, hvad en digter dog skulle med så mange rum. Og skæbnen – sådan ser jeg på det – skæbnen ville at den forlængelse af mit ophold, jeg havde fået tildelt, fik min første tid på stedet til at falde sammen med skolernes efterårsferie.
Uden for vinduerne strømmede windbreakerklædte forældre og børn gennem landsbyens små gader. Jeg kunne høre, de var tyskere. Og det gik op for mig: Jeg var på Fanø!
Det havde jeg ikke skænket en tanke: Fanø – Sønderho – det var jo sådan et sted, folk tager hen, når de skal se noget af Danmark, der ikke ligner alt det andet.
Ovre på den anden side af gaden så jeg landsbyens Brugs. Og det gik op for mig: jeg var langt væk fra storbyen – skulle jeg have noget at spise denne weekend, måtte jeg derover og proviantere, inden de lukkede. Jeg tjekkede på nettet: de lukkede lige om lidt.
Så prikkede mig endnu en gang på min skulder. Da jeg stod ved kassen og skulle betale for det tilfældige skrabsammen af nedsatte varer, jeg havde kunnet finde, der harmonerede med min økonomi, var der en, der sagde hej.
Det havde jeg heller ikke skænket en tanke: Sønderho var sådan et sted, de folk jeg omgikkes i kultureliten i København tog hen, når sådan noget som efterårsferien indfandt sig. Overfor mig stod en journalist, jeg for nylig havde arbejdet sammen med på et af de landsdækkende blade. Remsede alle de fælles bekendte op, der havde sommerhus i byen.
Men, sagde han så. Der var bal på kroen i aften. Det måtte da være noget, jeg kunne være interesseret i?
Jeg vågnede næste formiddag i Digterhjemmets inderste rum. Uden for vinduerne strømmede turisterne gennem gaderne; det var omtrent, som om ikke et minut var gået, siden jeg sidst stod her, og ikke troede sine egne øjne.
Kædedans og kaffepunch. Sådan havde det været. I en godt oplyst sal tog øboerne imod deres nye medmenneske. Der var et samfund her, som tog mig ind i deres midte og lod mig give mit eget besyv på, hvilke trin, der skulle trædes, og hvordan. En ældre kvinde havde forklaret mig ideen med drikken: Med dette eksakte blandingsforhold mellem kaffe og snaps kunne man holde den gående hele natten!
Så var ferien slut, og byen var som rømmet. Jeg trak i arbejdstøjet; tvang mig selv ind i den rytme, jeg havde sat som mål for mit ophold – 14.000 tegn om dagen. Sådan fløj tiden.
Efteråret blev til vinter. Jeg skrev fra otte aften til seks morgen – med en pause et sted hen ad natten, hvor jeg baksede et eller andet spiseligt sammen i køkkenet – og gik en tur ud på øen, mens solen stod op.
Op over klitterne og ned på stranden. Det vidtstrakte landskab, der lå blotlagt, når tidevandet trak sig. Som solen steg, kastede de mindste sten meterlange skygger hen ad sandet. Alt det, som lå efterladt: fiskekasser fra Holland, døde sæler, et skrog af en robåd – en morgen fandt jeg en Eastpak-rygsæk, overtegnet med hilsner skrevet med sprittusch og slettelak.
Jeg tog den med hjem og skar den op og fandt to par sko, en masse mobiltelefoner og en mønt fra Den Vestafrikanske Republik.
Og hen i januar kom isflagerne – metertykke brudstykker af is, der var kommet ned nordfra (antager jeg), og lå der i den Fanøske ørken uden nogen forklaring. Lysende hvide, strandede myter; vidnesbyrd om stedets forbundenhed med alt det i verden, som ikke er Danmark.
Hav mig undskyldt. Jeg er stadig ikke helt i stand til at sætte ord på det syn.
