MOBILVERSION

26. maj 2026

Jette Torp gæster Fanø Strik Festival med musikalsk strikkeshow

Musik, bøger og strikkepinde smelter sammen, når Jette Torp gæster Fanø Strik Festival med et personligt og stemningsfuldt show fyldt med sange, historier og kærlighed til Fanø.

Musik, bøger og strikkepinde smelter sammen, når Jette Torp gæster Fanø Strik Festival med et personligt og stemningsfuldt show fyldt med sange, historier og kærlighed til Fanø.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Når årets Fanø Strik Festival løber af stablen i september, bliver det med et særligt besøg fra Jette Torp, der inviterer publikum ind i et stemningsfuldt univers med musik, litteratur og håndarbejde.

Fredag aften den 11. september indtager entertaineren hallen i Nordby med et musikalsk foredrag og strikkeshow, hvor publikum både kan lytte, strikke og stille spørgsmål undervejs.

For Jette Torp hænger håndarbejde tæt sammen med både musik og fortællinger.

– At fortabe sig i et stykke håndarbejde – sidde med garnet i hænderne og lade pinde, teknik og kreativitet opsluge dig – det minder på mange måder om at fortabe sig i en smuk sang eller en god bog. Det sætter en stemning, det giver ro og fokus, det sætter tankerne fri, det sætter tiden i stå – det giver mening, siger hun.

Sommerliv 2026

Fanø har en særlig plads

Jette Torp har samtidig et nært forhold til Fanø, hvor hun har familie og mange minder.

– Jeg er kommet på Fanø hele mit liv. Jeg har familie i Nordby, og husker det som noget helt særligt at vente på færgen. Jeg har været til mange familiefester i Strien, og folkemusikken og dansene var en naturlig del af det hele, fortæller hun.

Under arrangementet vil publikum kunne opleve sange, der har haft særlig betydning for hende, historier fra hendes liv og oplæsninger fra bøger, som har gjort indtryk gennem årene.

Programmet kommer blandt andet omkring navne som Jesper Stein, Anne Linnet, The Carpenters, Marianne Fredriksson, Stine Pilgaard og Carl Nielsen.

Sommerliv 2026

Garn, grin og gode historier

Ifølge arrangørerne bliver der lagt op til nogle hyggelige timer med både grin, refleksion og fællesskab – uanset om man kommer med strikkepinde, hæklenål eller blot lysten til at lytte.

– Jeg har samarbejdet med booker på Fanø Carsten Svolgaard flere gange, og en tur på Vinbaren i Nordby er nærmest obligatorisk. Jeg har udsat flere færgeafgange i timevis på grund af disse besøg, siger Jette Torp med et smil.

Festivalen finder sted fra 11. til 13. september på Fanø, og FOF Sydvestjylland er partner på arrangementet.

Billetter kan findes på FOF’s hjemmeside.

Voxeværket Esbjerg
Sommerliv 2026
Del artiklen