På Fanø findes mange samlere. Men få har samlet på noget så stort, så tungt og så kromskinnende som John Ditlev Sørensen.

Eller som de fleste på øen kender ham: John Loui.

Bag en anonym port gemmer sig et sandt mekka for bilentusiaster. Her står amerikanske landyachter, tyske klassikere, østtyske kuriositeter og franske ikoner side om side i det, John selv med et glimt i øjet kalder Fanøs private veteranbilsmuseum.

– Jeg hedder John Ditlev Sørensen, men jeg bliver kaldt John Loui, siger han.

I dag tæller samlingen 11 veteranbiler samt en håndfuld klassiske knallerter og motorcykler. Men fascinationen begyndte med én ganske særlig bil.

– Det var en Ford Junior fra 1936. Den blev gemt væk under krigen, og så var der en brugsuddeler fra Nordjylland, der fandt den frem efter krigen og satte plader på den. Den kører stadig med de samme plader, selvom jeg ikke ejer den længere.

Det var for omkring 20 år siden.

Siden er samlingen vokset støt.

– Jeg har da også haft en helt ny Ford Mustang, men den var ikke nær så spændende at køre i som de gamle biler. De gamle er sjove. De er alle sammen forskellige, og jeg ved præcis, hvordan hver enkelt skal startes, siger han med et grin.

En samling med karakter

I hallen står bilerne tæt. Ikke som på et traditionelt museum, hvor man holder afstand til genstandene, men som var de klar til endnu en køretur.

Her finder man blandt andet en Buick Wildcat fra 1964, en Volvo Amazon fra 1969, en Opel Manta fra 1972, en Citroën Avant 11 fra 1955 og flere klassiske Opel-modeller.

Men én bil indtager en helt særlig plads. Både fysisk og følelsesmæssigt.

Kronjuvelen i samlingen

Den seneste tilføjelse er samtidig samlingens kronjuvel: en Chevrolet Impala fra 1958.

Den fylder så meget, at John måtte skille sig af med et par andre køretøjer for at få plads til den.

– Det er den motor, der ligger i den. Og så er det en Sedan-model. Dem ser man ikke ret mange af, når det gælder Chevrolet’er.

Kærligheden kostede.

– Jeg tænkte, at den skulle jeg bare have, selvom den kostede en mindre formue. Det er den dyreste bil, jeg har.

Mere end biler

John Louis museum handler dog om langt mere end mekanik og hestekræfter.

Mellem bilerne har han opbygget små scenarier med mannequindukker, skilte og finurlige detaljer, som giver stedet karakter. Her sidder sælgere og købere midt i en imaginær bilhandel, mens andre figurer tilfører fortællingen et strejf af humor.

– Ham der er køberen, forklarer John og peger på en dukke, der sidder henslængt i en stol. Og ham der er sælgeren. Og hende derovre, griner han, det er luderen, som vi kalder hende. Du kan jo selv se. Hun har rødt tøj, laksko og det hele.

Det er svært ikke at smile.

Humoren går igen overalt i hallen. Næsten hvert hjørne gemmer på en kommentar eller et skilt, der afslører ejerens lune.

På en af samlingens Wartburg-modeller har han eksempelvis monteret et DDR-klistermærke sammen med et budskab, som efterhånden er blevet lidt af hans varemærke.

– Til dem med elbiler plejer jeg at sige: Det benzin, du sparer, det bruger jeg.

De skal køres – ikke gemmes væk

Rundvisningen ender ved en Citroën Avant 11 fra 1955 med originale sorte nummerplader.

På bagsædet sidder endnu en mannequin.

– Hun er sådan en gammel kone. Hun passer til bilen.

John peger samtidig på nummerpladerne.

– Du kan se, der står Z. Det betyder, at det er Esbjerg-plader.

For den uindviede virker bogstavet næsten kryptisk.

– Ja, det er ikke russisk da, griner han.

Citroënen er langt fra et museumseksemplar, der blot står og samler støv.

– Vi kørte til Blåvand Fiskerestaurant i den. Min mor, min kone, min datter, min kammerat og jeg. Der var rigeligt med plads, og den kørte lige så hurtigt som alle de andre biler.

For John er det et princip, at bilerne skal bruges.

Han skifter løbende mellem dem, holder dem kørende og sørger for, at de ikke blot bliver stående som udstillingsgenstande.

– Jeg slapper bare af og nyder det.

Torsdag er veteranbilernes dag

Kærligheden til bilerne handler også om fællesskabet.

For omkring 15 år siden tog John initiativ til en løs veteranbilsklub på Fanø. Hver torsdag mødes gruppen på havnen, inden turen ofte går videre til Sønderho eller Rindby Strand.

Andre gange mødes de ved museet, hvor grillen bliver tændt.

– Så kommer de alle sammen, når der er gratis mad, griner han.

Et museum med åben port

Selvom John kalder stedet sit private veteranbilsmuseum, er døren langt fra lukket for nysgerrige gæster.

Er porten åben, er man velkommen til at kigge ind. Og ellers kan man som regel bare ringe og spørge.

– Borgmesteren ringede også en dag og spurgte, om han måtte se dem. Så sagde jeg, at han altså måtte ringe i god tid, så jeg kunne skrive ham op.

Humoren er aldrig langt væk hos John Loui.

Men bag vittighederne gemmer sig også et alvorligt budskab: Her er alle velkomne.

På den måde er det lille museum blevet mere end en samling af gamle køretøjer. Det er et stykke levende kulturhistorie – fortalt med benzin i blodet, olie på fingrene og et glimt i øjet.