MOBILVERSION

2. april 2026

Kulturelle fødselsdage viser betydningen af lokalt forankret kulturliv

Debat: Lokale ildsjæle vs. kommunale millioner – midt i ny kulturpolitik stilles spørgsmålet: Hvad styrker egentlig fællesskaberne?

Debat: Lokale ildsjæle vs. kommunale millioner – midt i ny kulturpolitik stilles spørgsmålet: Hvad styrker egentlig fællesskaberne?

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Dette er et debatindlæg – skrevet af Bo Villumsen. Den er udtryk for skribentens personlige holdning og deles ikke nødvendigvis af EsbjergLiv.dk. Har du også noget på hjerte, kan du sende dit indlæg til [email protected].

For et par weekender siden fejrede to lokale kulturinstitutioner fødselsdag. Esbjerg Hardcore Crew fejrede sin 2-års fødselsdag, mens GAME kunne markere tiåret for deres drift af byens Streetmekka.

Men udover at de begge fejrede fødselsdag samme weekend, så har de to ikke meget til fælles, da de repræsenterer to vidt forskellige tilgange til kultur i Esbjerg.

Esbjerg Hardcore Crew er en lokal forening, der drives af lokale frivillige. Deres formål er at styrke den lokale scene for hardcore og punkmusik, og det gør de ved at arrangere koncerter med den hårde musik i Esbjerg.

GAME er en københavnsk organisation, der har til formål at skabe social forandring gennem ungeledet gadeidræt og streetkultur i Afrika, Mellemøsten og Norden. Det gør de ved at bruge gadeidræt som værktøj. I Esbjerg er deres opgave at drive Streetmekka og skatefaciliteter i Ribe, Bramming og ved Præstegaardsskolen mv.

Milliontilskud og faciliteter til forskel

Økonomisk set er de to vidt forskellige. Esbjerg Kommune vedligeholder og stiller frit Streetmekka og de øvrige faciliteter til rådighed for GAME, og GAME modtager yderligere næsten 2 mio. kr. om året for at drive stederne. Herudover får GAME indtægter fra entre og udleje af faciliteter samt tilskud fra diverse fonde og puljer.

Esbjerg Hardcore Crew får intet driftstilskud og skal ud og låne eller leje lokaler til deres events. De søger puljer og fonde og er derudover afhængige af entreindtægterne fra deres koncerter og salg af klub-merch.

De lokale får aktiveret unge

Streetmekkas primære målgruppe skulle jf. deres kontrakt med Esbjerg Kommune være unge i alderen 15-25. Men under GAME’s ledelse er det børn til fødselsdage og på besøg med skoler, der udgør de primære brugere af huset. GAME kan dog præsentere et højt besøgstal, da også børnenes forældre tæller med som gæster, når de dropper deres børn af til børnefødselsdag i weekenden. Det var også tydeligt til forrige weekendens markering, hvor gæsterne primært bestod af børn og deres forældre.

Esbjerg Hardcore Crews målgruppe er alle med interesse for de hårde musikgenrer. I praksis spænder det ifølge den udsolgte fødselsdagsfejring over personer fra 15 til 60 år. Foreningens bestyrelse udgøres af unge i 20’erne og starten af 30’erne. Så det er i høj grad de unge, der skaber kulturen.

Man køber sig ikke til lokal forankring

GAME har ansatte til at afvikle nogle træningshold fx dans, parkour og yoga. Det betyder, at brugerne blot skal møde op og deltage i en træning eller træner på egen hånd, og så ellers går hjem igen. Der er ingen mulighed for medbestemmelse, og man er som bruger dermed at sidestille med en kunde i et fitnesscenter, der er sikret grundet det kommunale tilskud.

Hos Esbjerg Hardcore Crew kan man også bare møde op og deltage i deres events. Men det er en bestyrelse, der vælges af medlemmerne, som driver og udvikler kulturtilbuddet. Er der ingen, som ønsker at engagere sig i foreningen, så uddør tilbuddet simpelthen. Det medfører også et andet engagement og medejerskab hos deltagerne, hvilket står tydeligt frem ved de to fødselsdagsfejringer.

GAME arrangerede en skatekonkurrence til deres fejring, men blot fire af byens skatere mødte op og deltog i konkurrencen. Modsat var der stort engagement at spore hos deltagerne ved Esbjerg Hardcore Crews fejring, hvis man kiggede på aktiviteten foran scenen og de mange, der havde investeret i trøjer med foreningens logo.

Der var faktisk flere skatere til Esbjerg Hardcore Crew’s end til GAME’s fejring. Det til trods for, at GAME som kommunal udpeget ansvarlig for gadeidræt burde have en tættere relation til skaterne end Hardcore Crewet.

To forskellige tilgange til kulturskabelse

De to foreninger og deres fødselsdagsfejring repræsenterer grundlæggende to forskellige tilgange til kulturskabelse.

Esbjerg Kommunes tilgang med betaling til GAME for at drive lokale faciliteter repræsenterer en topdown-tilgang, hvor kulturen udbydes efter en model, som vi kender fra SFO’erne, men pakket ind i et tyndt lag gadeidrætsindpakningspapir.

Det står i kontrast til Esbjerg Hardcore Crews bottom up-tilgang, hvor frivillige græsrødder gennem engagement og lokalforankring skaber kulturevents, der tiltrækker bands og deltagere udenbys fra.

Den ene type kultur er afhængig af kommunal støtte, mens den anden er afhængig af deltagernes engagement.

Det er oplagt at spørge sig selv om, hvordan vi i det lange løb bedst styrker kulturlivet i Esbjerg – Er det ved at hyre udenbys organisationer til at stå for vores kulturtilbud, eller skal vi i højere grad sørge for at støtte de lokale initiativer og lade tingene vokse og gro nedefra?

Forfatter Erik Trigger (tv), Bo Villumsen og Peder Henriksen fra Esbjerg Skaterforening. Foto: Fjodor Pedersen.
Forfatter Erik Trigger (tv), Bo Villumsen og Peder Henriksen fra Esbjerg Skaterforening i forbindelse med en valgdebat om kultur på Esbjerg Kunstmuseet i november 2025. Foto: Fjodor Pedersen.
Del artiklen