MOBILVERSION
Kulturpause midt i håndboldfeberen: Amerikansk-færøsk kunstner gæster Alf Pedersens atelier
Mens hele byen taler håndbold, får Esbjerg i dag besøg af en international kunstner. Mød Joel Cole fra Færøerne i Alf Pedersens atelier i Vesterhavsgade.
Mens hele byen taler håndbold, får Esbjerg i dag besøg af en international kunstner. Mød Joel Cole fra Færøerne i Alf Pedersens atelier i Vesterhavsgade.
Trænger du til et afbræk fra håndboldfeberen, er der en særlig mulighed i dag. Alf Pedersens atelier på Vesterhavsgade 123 får nemlig besøg af den amerikanske kunstner Joel Cole – og det sker kun denne ene dag.
Joel Cole er født og opvokset i Minnesota, men har siden 2011 været bosat på Færøerne. I sine værker arbejder han med naturmaterialer som svensk glas, basalt, læder, ben og ikke mindst ahorntræ.
Netop ahorntræet fascinerer ham på grund af dets levende struktur og de markante kontraster, der træder frem under bearbejdningen.
Hans kunstneriske virke tog for alvor fart under coronapandemien, og siden har han udstillet på Det Nordatlantiske Hus i Odense samt på flere gallerier i København. Den 12. juni udstiller han hos Den Færøske Forening – også i København.
Besøget hos Alf Pedersen er kommet i stand gennem Jette Reinert, som kender begge kunstnere. Selvom hun selv ikke havde mulighed for at deltage, var hun med til at skabe kontakten mellem dem.
Interesserede kan opleve Joel Coles værker og møde kunstneren personligt i Alf Pedersens atelier på Vesterhavsgade 123 i dag mellem klokken 16 og 20. Det er en sjælden mulighed for at komme tæt på en kunstner, der henter inspiration i Nordatlantens natur og materialer.































