MOBILVERSION
Kunst og kultur på dagsordenen: Byrådskandidater i samtale på Esbjerg Kunstmuseum
Onsdag den 8. oktober kl. 17-19 inviterer Esbjerg Kunstmuseum til fyraftenssamtale med otte byrådskandidater om kunstens og kulturens rolle i Esbjerg.
Onsdag den 8. oktober kl. 17-19 inviterer Esbjerg Kunstmuseum til fyraftenssamtale med otte byrådskandidater om kunstens og kulturens rolle i Esbjerg.
Onsdag i næste uge inviterer Esbjerg Kunstmuseum til fyraftenssamtale med otte byrådskandidater om kunstens og kulturens rolle i Esbjerg.
Esbjerg Kunstmuseum byder indenfor til en anderledes politisk samtale i anledning af det forestående kommunalvalg. Her er det ikke en traditionel valgdebat, men en uformel fyraftenssamtale om kunstens og kulturens rolle i byens udvikling.
Arrangementet finder sted onsdag den 8. oktober kl. 17-19 midt i udstillingen Gadens Museum. Museumsinspektør Christiane Finsen indleder med en præsentation af udstillingen og dens forbindelser til byen uden for museets mure.
Herefter får otte byrådskandidater hver fem minutter til at præsentere deres tanker og visioner om, hvordan kunsten og kulturen kan skabe mødesteder, identitet og bystolthed i Esbjerg.
I stedet for en traditionel paneldebat bevæger kandidaterne sig rundt blandt hinanden og gæsterne. Her får publikum mulighed for at stille spørgsmål og komme i dialog direkte med kandidaterne.
Partierne sørger for vin, vand og snacks, og der er gratis adgang for alle interesserede. Dog opfordres man til at melde sin deltagelse senest dagen før på [email protected].
– Vi ønsker at skabe et rum, hvor kunsten kan være afsæt for en mere åben og demokratisk samtale. Det handler om at bringe kulturpolitikken tættere på borgerne – og gøre det midt i kunstens rammer, lyder det fra arrangørerne.
Arrangementet er blevet til på initiativ af Simone Bruun. Alle opstillingsberettigede partier i Esbjerg Kommune er blevet inviteret, men partierne har selv valgt, hvilke kandidater der deltager.































