Lokal debuterende forfatter udgiver de første to bind af bogserie på fire i forbindelse med årets Fantasyfestival. Og releasefesten – den kommer til at foregå på Vinbaren lørdag eftermiddag.
Maria Gessner Roland har altid digtet, for historierne dukker op i hendes hoved, som biler, der kører forbi på motorvejen: i rivende fart og i rigelige mængder.
Hun er oprindeligt fra Kvaglund i Esbjerg. Nu bor hun på landet mellem Esbjerg og Ribe, hvor roen kan sænke sig, så historierne kan få fred til at vokse. Det har ført til hendes første bogserie i fire bind – historien om Thalliyalora.
Maria er uddannet lærer og underviser indenfor specialområdet – og dét er måske et meget passende sted. Maria har nemlig selv ADHD.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Og som hun selv udtrykker det: Kunne du lytte til hendes hjerne, ville det lyde, som om både tv, radio og videoer på mobilen var tændt på samme tid, imens du befandt dig i storbyens larm ude af stand til at filtrere en eneste lyd fra. Den slags hjerne kan give udfordringer. Men for Maria betyder det, at kreativiteten har uendelige muligheder.
At historierne næsten skriver sig selv, er ikke langt fra sandheden. Maria skriver den ned, fordi hun ikke kan lade være. Det lyder som en kliché. Men hvis hun ikke skrev, ville hendes hoved sikkert eksplodere en dag. Historierne skal ud, så der er plads til nye.
Til dette års Fantasyfestival, udkommer de to første bind i den lokale debutforfatters tetralogi om pigen, Thalliyalora under forlaget Dreamlitt. På Dreamlitts stand på hovedbiblioteket vil du kunne finde de to bind og møde forfatteren bag. Men ikke nok med det.
Udstilling og udgivelsesfest på Vinbaren
Esbjerg er fyldt med kulturliv, og Maria Roland er gået sammen med det lokale vandhul, Vinbaren, samt et væld af lokale Esbjergkunstnere. I fællesskab skaber de en fantastisk, kunstnerisk udstilling, der tager udgangspunkt i Rolands fantasyunivers.
Udstillingen kan ses på Vinbaren allerede nu og naturligvis under begge dage af Fantasyfestivalen.
Med på udstillingen er blandt andre Erik Brøndberg, Tine Grønkjær, René Iversen, Korn180, Bjarke Møllerskov, Jens Willumsen, Sara Mie, Stine Tobiesen, Dennis Laks og Laura Kazala.
Det er også på Vinbaren, at du lørdag kan møde forfatteren, når der er udgivelsesfest mellem klokken 14.00 og 17.00.