MOBILVERSION

25. marts 2026

Lykkens Have vokser videre: Snart står legeuniverset helt færdigt

Lykkens Have i Byparken udvides med nye legezoner, broer og grønne områder – og i juni står legepladsen helt færdig.

Lykkens Have i Byparken udvides med nye legezoner, broer og grønne områder – og i juni står legepladsen helt færdig.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Lykkens Have i Esbjerg Bypark har allerede trukket masser af børn og familier til siden åbningen i januar. Nu er næste kapitel på vej – og med foråret i ryggen går arbejdet i gang med at færdiggøre det populære legeområde.

Efter planen står hele legepladsen klar i begyndelsen af juni.

Legepladsen er skabt med inspiration fra kunstneren Asger Jorns farverige univers og hans værk Lykkens Have. Her er tanken ikke at styre legen i bestemte retninger – men at give børnene frihed til selv at udforske og skabe deres egne lege.

Flere legeoplevelser på vej

I den kommende tid bliver området udvidet med en række nye elementer.

Der kommer blandt andet et ekstra gyngeområde, en rutsjebane og en karrusel – alle inspireret af Jorns farver og formsprog. Samtidig færdiggøres den karakteristiske gummibelægning, som binder området visuelt sammen.

Der etableres også små pilehytter, hvor børn kan fordybe sig i rolleleg, og i sand- og vandområdet opsættes borde, der inviterer til leg og eksperimenter.

Broer og bevægelse

De to broer i området bliver snart taget i brug, når gelænderne er på plads. Her kan børn udfordre balancen og motorikken gennem leg.

Samtidig bliver der plantet mere grønt, så legepladsen i endnu højere grad smelter sammen med resten af Byparken og skaber små rum til både leg og ophold.

Madpakkehuset får desuden et sejl, der giver skygge og læ – og samtidig trækker tråde til det kunstneriske udtryk.

Bruges allerede flittigt

Selvom arbejdet endnu ikke er færdigt, er Lykkens Have allerede i fuld brug.

Flere daginstitutioner i området har taget legepladsen til sig og bruger den aktivt – blandt andet med adgang til det gule hus, hvor aktiviteter kan rykkes indendørs.

Fokus på tryghed

Som en del af færdiggørelsen bliver der også sat fokus på trygheden i området.

Der etableres belysning, så legepladsen kan bruges året rundt – også i de mørke måneder. Samtidig opsættes overvågning som led i udviklingen af Byparken.

Målet er klart: Lykkens Have skal være et trygt, levende og inspirerende sted for både børn og voksne – hele året.

Del artiklen