This is a custom heading element.
This is a custom heading element.
Under navnet Etuden får Esbjerg nu en ny årlig festival for upcoming navne, der første gang finder sted på Tobakken senere i år.
Etuden bliver en årligt tilbagevendende begivenhed med ambitionen om at bringe ny, spændende national musik i spil og samtidig give plads til originale idéer, skæve perspektiver og nyskabende lyduniverser, der findes lokalt i Esbjerg.
Hvis det lyder en smule bekendt, er det nok fordi inspirationen kommer fra den hedengangne Made in Esbjerg, der fandt sted i en årrække fra 2009 og med tiden steg i både omfang og popularitet.
Festivalen er født ud af et tæt samarbejde med det Advisory Board, der blev nedsat sidste år i forbindelse med genåbningen af Tobakken, hvor Musikhuset overtog driften. Boardet består af lokale musikforeninger og ildsjæle i Esbjerg, og festivalen har dermed en stærk forankring i det lokale kulturliv.
– Med Etuden vil Tobakken bidrage aktivt til udviklingen af det lokale musikmiljø. Lokale musikere kan nemlig ansøge om at spille på festivalen med vores Open Call, som vi åbner for i dag. Vi forventer, at en masse musikere, der søger efter en scene at udfolde sig på, vil ansøge, skriver Tobakken i en pressemeddelelse.
Festivalen finder sted alle tre scener på Tobakken (Store Sal, Lille Sal og Cafescenen) den 12.-13. september i år og billetsalget er allerede åbnet. Nye navne kommer løbende på plakaten, men allerede nu er de fire første artister klar. De er JJ Paulo, Wads, ROYA og Ginne Marker.
Fakta: Navnet Etuden kommer af det franske étude – “øvelse” eller “studie” – og afspejler festivalens sjæl: et sted for musikalsk udvikling, fordybelse og eksperimenter. Og som publikum får du mulighed for at udforske en masse musik og genre, som du måske ikke har oplevet før.
































