MOBILVERSION
Magtens Korridorer, Joey Moe og et gensyn med Spar2: Seks nye navne klar til Esbjerg Festuge 2026
Musikprogrammet til Esbjerg Festuge 2026 vokser fortsat – og nu er der seks nye navne klar til sommerens koncerter på Torvet.
Musikprogrammet til Esbjerg Festuge 2026 vokser fortsat – og nu er der seks nye navne klar til sommerens koncerter på Torvet.
Publikum kan se frem til et bredt lineup, når festugen løber af stablen fra den 12. til 20. juni.
De nye navne på plakaten er Magtens Korridorer, Joey Moe, Fraulein, Spar 2, Will samt koncerten “Esbjerg Hylder Rocken”, der finder sted umiddelbart efter den officielle åbning fredag den 12. juni.
Ligesom sidste års succes med “Esbjerg hylder Madsen”, hvor lokale musikere fortolkede sange af Johnny Madsen, bliver det i år rocken i mere bred forstand, som forskellige lokale solister kommer til at fremføre.
Dermed bliver programmet udvidet med både etablerede navne, nye stemmer og en lokal hyldest til rockmusikken.
Fra rock til nye toner
Der er lagt op til masser af energi, når Magtens Korridorer indtager scenen med deres dansksprogede rock, mens Joey Moe leverer hits, der rammer bredt på tværs af generationer.
Samtidig byder Fraülein på nye musikalske nuancer fra den danske scene, og Will repræsenterer en yngre generation med et mix af hiphop, pop og personlige tekster.
For dem, der elsker nostalgi, markerer det halvlokale festorkester Spar 2 deres 40-års jubilæum med velkendte hits.
Ifølge eventkoordinator Sanne Klindt Nielsen er ambitionen klar:
– Vi bygger videre på et program, der favner bredt med både stærke livebands, populære artister og nye musikalske oplevelser – og samtidig giver vi plads til lokale kræfter.

Som altid et alsidigt program
De seks nye navne føjer sig til et i forvejen stærkt lineup, hvor Madsen, Burhan G, Kundo, Lord Siva, Ozzy og U2-kopierne fra Die Herren allerede er offentliggjort.
Der er desuden mere musik i vente, primært for det yngre publikum, når programmet for Music4Free bliver præsenteret senere på foråret.
Koncerterne på Torvet er som altid gratis – og der er lagt op til endnu en uge med musik, liv og fællesskab midt i Esbjerg. Du kan læse mere om Esbjerg Hylder Rocken i artiklen her: Lokale solister skyder festugen i gang med rockbrag

























