MOBILVERSION

22. januar 2026

Med app og nye åbningstider bliver museum lettere tilgængeligt

Med nye åbningstider og en digital app er det nu blevet lettere at opleve Esbjergs historie på bymuseet – både for børnefamilier og nysgerrige voksne.

Med nye åbningstider og en digital app er det nu blevet lettere at opleve Esbjergs historie på bymuseet – både for børnefamilier og nysgerrige voksne.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Siden 1. januar har Esbjerg Museum haft nye åbningstider, der gør det lettere for både lokale og besøgende at lægge vejen forbi. Museet i Torvegade holder nu (igen) åbent hver lørdag og søndag, hvilket giver flere muligheder for at opleve Esbjergs historie helt tæt på.

Esbjerg Museum er en del af Museum Vest og er et kulturhistorisk museum med fokus på byens udvikling fra omkring 1900 og frem til midten af det 20. århundrede.

På Esbjerg Museum går man ind i en tidslomme i en ikke så forfærdelig fjern fortid. Foto: Museum Vest.
På Esbjerg Museum går man ind i en tidslomme i en ikke så forfærdelig fjern fortid. Foto: Museum Vest.

Besættelsestiden – set fra Esbjerg

De voksne kan fordybe sig i de roste udstillinger Besat og Modstand, som giver et nuanceret indblik i hverdagsliv, dilemmaer og modstandskamp under den tyske besættelse. I den permanente udstilling ”Besat – Esbjerg 1943” bliver gæsterne aktivt inddraget, når den fiktive familien Hansen beder om hjælp til at navigere i besættelsestidens svære valg.

I forlængelse heraf går udstillingen ”Modstand – Esbjerg Ribe Bramming 1940-45” i dybden med den lokale modstandsbevægelse og de mennesker, der satte livet på spil.

Oplevelser for hele familien

For børnene er museet langt fra støvet. Her kan de gå på opdagelse i levende miljøer fra besættelsestiden, lege lege fra 1940’erne og prøve at sende hemmelige beskeder med morsekode – datidens svar på sms’er.

I udstillingen “Esbjerg 1900-1950” kan hele familien gå ind i købmandens butik, opleve Torvets handelsliv og besøge både arbejderfamiliens og direktørens lejligheder. Kulisser, som mange esbjergensere kender fra skoletiden – men som stadig kan overraske, både visuelt og på lugtesansen.

Del artiklen