Når jeg tænker på Esbjerg, er det første, der dukker op, at jeg savner de gode gamle dage på Industrien. At sidde dernede og høre rockmusik og kende alle, der kom ind ad døren. Den slags lokalmiljø er noget helt andet end det, man har i København, og som slet ikke findes på den måde. Den tid og det miljø vil altid være forbundet med Esbjerg, og jeg er godt klar over, at hvis jeg sætter mig ind på Industrien nu, så kender jeg jo ikke nogen. Eller meget få. Måske bortset fra, hvis det er til jul, hvor mange er hjemme i byen på én gang.
Når jeg tager til Esbjerg, er det typisk i tog. Så kan man også få arbejdet lidt imens. Det hænder da også, at jeg låner en bil – for sådan en har jeg ikke selv pt. Ret atypisk for de fleste, man gik i gymnasiet med, havde jeg jo et par år herovre efter jeg var færdig med min uddannelse. Det betød, at jeg genetablerede kontakten med dem, der ikke var flyttet herfra, og samtidigt opbyggede jeg en ny omgangskreds. De fleste ser sig jo aldrig tilbage, når de først har forladt byen, men der tog jeg lidt en anden vej, fordi jeg fik arbejde ved DR P4. De fleste har nok ikke så mange andre end familien at besøge, og det har jeg jo i øvrigt også. Så jeg vil sige, jeg kommer jævnligt. Og også ofte for at se EfB, hvor jeg altid har haft sæsonkort, men jeg må indrømme, at det faktisk er blevet til flere ”udekampe” på Sjælland, hvor jeg bor, i år. Og derovre er vi jo i øvrigt en enorm stor gruppe eksilesbjergensere, som ofte mødes i forbindelse med kampene og støtter holdet, om det så er i Nykøbing, Gladsaxe eller på Amager. Det oplever jeg et stort sammenhold omkring.
Jeg må nok erkende, at tanken om at flytte tilbage til Esbjerg er rykket længere og længere væk. Også selvom der en del af mig, der bare siger, man ville ønske, at man kunne gøre det. Og man skal jo aldrig sige aldrig! Men simpelthen på grund af den beskæftigelse, jeg har, hvor jeg arbejder med politik på ministerniveau, kan det ikke rigtigt lade sig gøre. Det kan man jo ikke engang gøre i andre større byer; ikke engang Aarhus. Så hvis jeg skal blive ved med at være i den branche, så bliver det helt automatisk i København, jeg skal være. Og stille og roligt har man jo også fået skabt sig et liv derovre, og jeg har en kæreste fra Nordjylland, som jo i givet fald også skulle være med på den idé. Lad mig sige det sådan: Det er på ingen måde aktuelt i hvert fald.
Jeg er stolt over at komme fra Esbjerg, og jeg er stolt af at holde med EfB. Den klub betyder rigtigt meget for mig, og det sjove er, at jeg egentligt havde forventet en anden reaktion, og at jeg ville blive lidt mere ligeglad, da klubben kom i krise og rykkede ned. Men jeg oplevede nærmest en modsat reaktion, hvor jeg egentligt følte mere for klubben end tidligere. Ikke med ejerne, men måske netop i trods og fordi, man virkeligt havde sympati for de mennesker, der skulle leve med den ledelse – især i Hyballa-perioden. At være så eksplicit tilhænger af EfB, som mig, har også altid givet noget at snakke om, når man mødes med folk fra andre steder i landet. Så spørger de lige ind til EfB og skal lige have forklaret, hvorfor det nu er, vi har en tysk træner, der uddeler sherifstjerner og alt det der … Men også i den seneste periode under rekonstruktionen, har vildt mange været henne og sige, at de håber det bedste for os. Og det er jo også dejligt at opleve den sympati og medfølelse fra nogle, der slet ikke holder med EfB, men som føler med os.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Jeg vil ikke engang kalde det for en drengedrøm at komme i bestyrelsen for EfB, for jeg har aldrig tænkt tanken. Men da jeg fik den første henvendelse, blev jeg meget beæret og super-glad. Det er et privilegium og et stort ansvar, at skulle være med til at præge sin egen klub. Nogle finder mening i at lave velgørenhed; jeg har svært ved at finde noget mere meningsfuldt at bruge min tid på, end at være med til at skubbe EfB i den rigtige retning. Jeg er også sikker på, at jeg kan bidrage med nogle ting, som en advokat eller revisor ikke kan. Med min baggrund i fanmiljøet, ser jeg også på klubben med nogle andre øjne og har måske et andet syn på tingene, end dem som kun har set en fodboldkamp fra VIP-loungen har. Der skal være tilbud og aktiviteter for alle – også til fx børnefamilier, så børnene har haft en god dag – selvom vi måske ikke vinder kampen. Vi skal som bestyrelse sørge for ro og for at direktøren og den daglige ledelse har de bedst mulige arbejdsbetingelser og kan være sikre på at få deres løn til tiden. Det er vores vigtigste opgave, og formår vi at løse den, så har spillerne, trænerne og alle andre i klubben de bedst mulige forudsætninger for at gøre deres arbejde så godt som muligt.
Søren Andersen, 40, i dag bosat i København, er særlig rådgiver for erhvervsminister Morten Bødskov (S) – og så er han for nyligt blevet en del af den nye bestyrelse i EfB Elite A/S. Opvokset i Østerbyen med skolegang på Rørkjær Skole og student fra Esbjerg Gymnasium i 2007, hvorefter han flyttede til Aarhus for at studere på Danmarks Journalisthøjskole. Fik efter endt uddannelse job på DR P4 i Aabenraa og i Esbjerg, og boede derfor også i byen fra 2011 til 2013. Har de seneste mange år beskæftiget sig med politik på embedsniveau – dog med en afstikker til først Landbrug & Fødevarer og senere Danske Spil. Var formand for EfB-fanklubben Blue Knights fra 2005 til 2007, hvor han gav stafetten videre til sin lillebror Martin.
Rigtigt mange esbjergensere flytter fra byen, når studenterhuen er i hus – for aldrig at vende tilbage igen. Under den faste rubrik Mig&Esbjerg sætter eksil-esbjergensere ord på deres rejse. Og på, hvad de savner ved vores sydvestjyske hovedstad.
