MOBILVERSION

22. april 2026

Millionplan for Huset vakler – politikerne trykker på pause

Støjplaget koncertliv i Huset hænger i en tynd tråd. Politikerne udskyder beslutning og vil tage en snak med de berørte foreninger Kanten og Konfus om fremtiden.

Støjplaget koncertliv i Huset hænger i en tynd tråd. Politikerne udskyder beslutning og vil tage en snak med de berørte foreninger Kanten og Konfus om fremtiden.


Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

I årtier har der fundet koncerter sted på øverste etage af Finsensgade 1, i dag kendt som Huset Esbjerg – tidligere De Studerendes Hus og Det 17’nde Trin/CaféBiografen.

Her har utallige unge oplevet deres første koncert – enten som publikum eller musiker. Spørg bare musikerne fra Dizzy Miss Lizzy, Kellermensch, The Floor is Made of Lava, Vestkraft eller navne som Juncker, Johnny Houmark eller Rasmus Madsen, hvad stedet har betydet for dem.

Men i de senere år har støjklager fra naboer sat en stopper for musikken, hvilket de mest arrangerende foreninger Konfus og Kanten har lidt under. Og efter en støjklage fra en nabo i 2024 blev der indført en lydrestriktion på 85 decibel – svarende til lyden fra en støvsuger.

Men initiativer som etablering af en støjvæg og den fastsatte øvre grænse for lydniveauet har ikke dæmpet naboernes lyst til at klage over Husets koncertaktiviteter. 

Derfor var der stor jubel, da byrådet – en smule overraskende for foreningerne selv – sidste år valgte at afsætte 1,1 millioner kroner i budgettet til at lydisolere Huset i Finsensgade, hvilket kunne bane vejen for at genoptage de musikalske aktiviteter.

Men nu er der i den grad kommet skår i glæden: I løbet af foråret er der blevet foretaget en forundersøgelse, der har vist, at taget ikke vil kunne bære den nødvendige ekstra isolering. Den eksterne rådgiver, der har været hyret ind, har derfor foreslået en løsning, der går på at etablere ti indvendige søjler ned igennem den del af bygningen, som rummer koncertsalen. Disse søjler vil skulle gå fra tagkonstruktionen, gennem koncertsalen, ned gennem stueplan og ’fæstnes’ i jorden under Huset.

Huset Esbjerg i Finsensgade.
Huset Esbjerg i Finsensgade. Arkivfoto.

Disse søjler vil kunne bære den ekstra vægt lydisoleringen påfører bygningen, men løsningen er æstetisk og praktisk set ikke optimal, idet den vil skabe en række uheldige ’opdelinger’ i bygningen, som direktør for Børn & Kultur i Esbjerg Kommune, René G. Nielsen, skriver i sagsfremstillingen op til dagens møde blandt politikerne i Kultur & Fritidsudvalget.

Ydermere vil denne løsning – ifølge et estimat fra den eksterne rådgiver – løbe op i en endelig pris på cirka det dobbelte af de afsatte 1,1 millioner kroner – og vil hverken være praktisk smart eller for den sags skyld give nogle garantier for effekten i sidste ende.

Sommerliv 2026

Den anden mulighed, der skitseres, og som direktøren anbefaler politikerne, er, en gang for alle at stoppe de mest støjende koncerter i Huset og i stedet flytte dem til Kulturscenen, der ligger i forbindelse med Tobakken. I den forbindelse vil de afsatte 1,1 mio. kr. minus de cirka 300.000, der allerede nu er blevet brugt på forundersøgelsen, kunne sendes retur til kommunekassen.

Hvor sagen dermed ender, ved man ikke endnu. For på dagens møde i Kultur & Fritidsudvalget, der udgøres af Nicolaj Aarøe (K), Hans Erik Andersen (V), Michael Harbøll (løsgænger), Nanna Kastorp (SF) samt formand Susanne Dyreborg (DD) besluttede man ikke at beslutte noget – og dermed ikke i første omgang følge indstillingen fra direktør René G. Nielsen.

I stedet vil udvalget tage et møde med Konfus og Kanten om fremtiden, erfarer EsbjergLiv.dk. En slags partshøring, som politikerne kan tage med i betragtning, inden der sandsynligvis skal træffes en beslutning på næste møde i udvalget om 14 dage.

EsbjergLiv.dk har forgæves forsøgt at få fat i udvalgsformand Susanne Dyreborg (DD) og direktør René G. Nielsen for en udtalelse til denne artikel.

Del artiklen