Nogle byer sætter præg på mennesker. Nogle mennesker sætter præg på byer. I tilfældet Kai Jørgensen kan man velsagtens argumentere for, at det går begge veje. Her udpeger han fem steder, som har deres spor.
Den garvede gøgler og forfatter Kai Jørgensen har alle dage boet og levet i Esbjerg, siden han for 71 år siden kom til verden på anden sal i Rolfsgade 105 – i øvrigt imens hans far var i cirkus …
Som næstældst i en søskendeflok på seks lærte han tidligt at gå forrest og tage ansvar. Efter realeksamen fra Rørkjær Skole i 1970 blev han seks år senere uddannet fritidspædagog, men var i mellemtiden kommet med i ’Esbjerg Børne- & Ungdomsteater’ – dagen efter Danmark “blev tabt til EF”, som han siger.
I 1978 etablerede han forlaget ’Antibeton’ og i 1982 ’Teatergruppen Troldrosen’, som har været Kai Jørgensens faste arbejdsplads siden. I 2010 tog han initiativ til Cirkus- & Teatergruppen ’Fugl Fønix’, der holder til på Amagervej i en tidligere købmandsbutik.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Det er gennem tiden også blevet til hele 18 bøger – heraf er de seneste udgivet på ’Forlaget Troldrosen’, som er etableret for tre år siden.
Her fortæller Kai Jørgensen om de steder i Esbjerg, som har sat særlige spor.
Søen i Lergravsparken
– Stedet ligger 50 meter fra mit barndomshjem i 60’erne. Det var stedet, hvor vi kunne spille fodbold på Danmarks mest bulede bane, stedet hvor vi fodrede ænder, og stedet hvor vi fiskede efter skaller og aborrer. I de kolde vintre skøjtede vi og fandt kærester uden strømudgifter til kommunen, men isen skulle være 13 centimeter tyk, da søen er bundløs! I dag er det stedet, hvor man Sankt Hans Aften mødes med gamle bekendte fra barndommen og får sig en FDF-stegt pølse, mens man snakker om de gode gamle dage. Ak ja, minder er der nok af!
Byparken før bøgetræerne blev fældet med legeplads og guldfasaner
– Dengang var det et helt andet sted. Folkets og byens park, der virkede meget større før Musikhuset blev bygget. Det var en hel udflugt. Et sted, hvor vi tog på picnic. Var vi heldige, fik vi ti øre til en entrébillet til Vandtårnet med udsigt, i klart vejr, helt ned til Ribe Domkirke. Selvom meget er forandret – og snart bliver det igen i parken – så er der også ting, der ikke er så forgængelige. Fx de gamle tyskerbunkers på Hulvejen, som er en fantastisk teaterkulisse, vi har brugt flere gange. Blandt andet har vi lavet en ballet mod krigen i Irak, hvor vi spillede sent om aftenen kun oplyst af ild og med musik af Johnny Houmark.
Klatterup før 1980, før kommunens linealstrateger ville have alt gjort mainstream
– Her var skæve gader, sjove huse og skæve eksistenser. Det var her man kunne møde Røde Emma, Dullemaren, Kejser Wilhelm eller Sandsigersken Miranda. Dengang havde nogle stadig grise, gæs, høns, fritter og andre dyr i bure. Det var en hel anden verden på denne side af jernbanen – nærmest som at komme på landet. Og senere, dengang den gamle tobaksfabrik stod tom og der var muligheder for at udfolde sig i de 13 haller, som ville kunne være blevet til det multikultursted, som byen desværre aldrig rigtig har fået! [Red: Tobaksfabrikken lukkede i 1982 og stod tom frem til 1993. Klatterup er et område i Østerbyen, hvis betegnelse ikke længere bruges.]
Skolebotanisk have bag Rørkjær Skole
– En nu næsten hemmelig perle, hvis den da stadigvæk overhovedet findes og ikke er sparret væk! I 1970’erne arbejdede jeg som gartnermedhjælper der. Bag Rørkjær Skole fandt man ’udstillingshaven’, hvor man kunne se alle Danmarks vilde planter. På det område overfor, hvor Rørkjærhallen ligger i dag, var der dels skolehaver, hvor børn selv kunne dyrke ting, dels dyrkede man vilde planter til biologiundervisningen. Det var et fantastisk frodigt sted og en meget mere inspirerende måde at lære om naturen på i forhold til at sidde i et klasselokale og kigge i bøger og på tavler.
De autentiske og klassiske spisesteder
– Jeg kommer nok ikke udenom at nævne nogle af de spisesteder, der alle dage har været her. Café Danmark og Hos Ingeborg. Begge to traditionelle spisesteder, der altid har været her og som stadig er autentiske og tro over for god dansk mad. Det er rart, at der fortsat er plads til den slags steder i den tid, vi lever i – også her i Esbjerg. Skal jeg nævne et lidt nyere sted, som både har sjæl og identitet, kan jeg ikke komme uden om Kaffesmeden i Smedegade, hvor Lis [Ladegaard Jacobsen, red.] og hendes personale hygger om os, der elsker grød, hjemmelavede boller og god kaffe. Et herligt sted!
Vi er alle sammen præget og rundet af de omgivelser, vi lever og er opvokset i. Under rubrikken “Mit Esbjerg” fortæller esbjergensere om de steder i byen, som betyder noget særligt. Steder, som har sat deres spor og gjort uudsletteligt indtryk. Denne gang med Kai Jørgensen.
