De fleste kender ham som guitaristen og manden med kontrabassen i Esbjerg-bandet Kellermensch: Den 48-årige esbjergenser John Vestergren Laursen blev pædagoguddannet i 2003 og arbejder i dag som ungekonsulent. Bor sammen med sin kæreste Janni og deres fire sammenbragte børn i Østerbyen. Er aktiv både som bestyrelsesmedlem i Fritidskulturelt Samråd (FKS) og Musikby Esbjerg, der driver en række øvelokaler i Stormgade, samt medlem af Tobakkens Advisory Board.

Onsdag kl. 17-20 er han sammen med fire andre esbjergensere med på scenen, når Byhistorisk Arkiv inviterer til en særlig KulturSamtale. Det er gratis at deltage – og der er endda en lettere forplejning med i “prisen”. Man skal dog tilmelde sig på forhånd, hvilket kan gøres HER, hvor du kan læse mere om arrangementet.

Hvor i byen er du vokset op, og hvor bor du nu?

Det er faktisk lidt tilfældigt. Men jeg voksede op på Grønvangsvej og bor i dag 300 meter derfra. Det har helt klart nogle praktiske fordele, at mine børn har bedsteforældrene tæt på. Men gennem årene har jeg både boet i Gjesing og midt i byen tæt ved havnen. Den der særlige klukken fra den aktive havn kan man godt savne engang imellem. Nogle ville kalde det støj, men jeg kunne nærmest sidde på min altan i Willemoesgade og døse helt hen til den evige, monotome melodi. Det soundtrack har vi ikke herude i Østerbyen, hvor man i villahaven nærmest kan høre sit eget hjerteslag, og selvom der ikke er langt til havnen herfra heller, så er det lidt en anden verden. Og det er faktisk en af de ting, der er så skønt ved Esbjerg: Hvis man vil have larm og ballade, kan man opsøge det, men man skal ikke omkring mange hjørner for at finde stilhed og ro.

Hvor gik du i skole – og hvordan var din skoletid?

Vi boede sådan set midt imellem Rørkjær Skole og Præstegårdsskolen, og jeg gik på den sidstnævnte, hvilket jeg i dag er glad for. I dag taler man meget om diversitet – dengang, derude, før ordet vel blev opfundet, der var diversitet bare en naturlig del af hverdagen, hvor vi som børn naturligvis omgikkes de forskellige kulturer, der var repræsenteret. Jeg gik i klasse med nogle fra Irak, Iran, Rumænien og sågar Sverige, hvilket var spændende. Deres madpakker indeholdt ikke det samme som vores, men vi tog jo bare de fremmede indtryk ind som en del af oplevelsen. Helt fordomsfrit som børn jo gør. Det ville jeg ikke have været foruden.

Hvad hed din bedste ven – og hvad lavede I altid sammen?

Udover at jeg selvfølgelig brugte masser af tid sammen med min bror Jan (Vestergren Laursen, også guitarist i Kellermensch, red.), så vil jeg nævne Jesper, som jeg begyndte at lege med, da han boede tæt på mine bedsteforældre ude i Ålbæk. Det kan næsten lyde helt Morten Korch-idyllisk, men vi brugte mange timer på hølofter og ude på markerne og på at cykle rundt på stierne derude. Senere ville skæbnen, at familien flyttede ind til Esbjerg, så vi kom til at gå i klasse sammen på Præstegård. Han er en af de få fra folkeskoletiden, jeg stadigvæk har kontakt med i dag.

Hvad ser du som den mest markante forandring i byen siden du blev født?

Det må næsten være udbuddet af kultur. Der er så meget, man kan konsumere med både ørerne, øjnene og for den sags skyld munden, at det er umuligt at få det hele med. Men også for unge, udøvende musikere er der fx langt bedre faciliterer og rammer, end da vi andre startede med at spille musik i et øvelokale med huller i væggen og – bogstaveligt talt – rotter på loftet. Den kunstneriske kamp skal man stadigvæk kæmpe, men i Musikby Esbjerg har vi i hvert fald skabt rammerne for at næste generation kan holde fokus på det kreative.

Hvordan er du endt med at blive hængende i byen?

Min bror Jan flyttede på et tidspunkt til København og boede der i en lang årrække, hvor jeg selvfølgelig ofte var derovre i lange perioder. Ind imellem skænkede jeg det da tanken, om man skulle flytte derover, men det var nu altid rarest at komme hjem til Esbjerg igen. Det har aldrig for alvor været et tema at flytte herfra, selvom sådan noget nok altid afgøres af de tilfældigheder, livet byder en hen ad vejen.

Hvor får man byens bedste kop kaffe – og hvorfor?

Her ville det jo nok være en fordel at være kaffedrikker for at give et kvalificeret bud … Men et sted i byen, der nok altid vil have en særlig betydning, er Industrien i Skolegade, som virkeligt var det sted i 1990’erne og 00’erne, man altid frekventerede – særligt hvis man var musiker. Der var en særlig aura over stedet, og hvor har man da bare tilbragt mange gode timer der.

Hvordan ser den perfekte weekend ud for dig?

Det bliver et lidt tvetydigt svar, da vores weekender er meget forskellige. I den ene uge har vi alle fire børn hjemme, i den anden uge er de hos deres respektive mor og far, hvor vi så er helt børnefri. Det betyder, at vi i den ene uge er totalt fyldt op med helt almindelige familie-gøremål og i den anden kan gøre det, vi har lyst til. For nyligt meldte vi os fx til at være frivillige under Fuzztival, hvor vi gav en hånd med. Heldigvis er børnene glade for at være både det ene og det andet sted, og når tingene nu engang er, som de er, så er det måske meget sundt, at man også lige får lov at savne hinanden engang imellem.

Hvad er det dummeste, du har lavet på en bytur?

Her skal vi nok genbesøge Industrien engang i 2014, hvor jeg på en munter aften endte i en vild – skal vi kalde det – “dans” med en meget fuld nordmand til et Rage Againt the Machine-nummer. Det kostede en overrevet akillessene. Det positive, der kan siges om den oplevelse, må være om hospitalsvæsnet, hvor jeg efterfølgende oplevede en meget professionel behandling. Men det var ikke let at gennemføre vores koncert på Tobakken ugen efter iført et par krykker. Men det gik.

Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har fået i Esbjerg – hvor og hvorfor?

Nu er jeg faktisk ikke den store kender udi gastronomiens verden, men for ikke så længe siden fik vi en rigtig god pastaret på Café Gallardo på Torvet. Der må jo siges at være mange steder efterhånden, og mit indtryk er, at kvaliteten på madscenen også er højnet med årene. Og så må jeg sige, at selvom man kan grine lidt af, hvor meget grill bag hækken med dåseøl fra Tyskland, der hersker i Esbjergs forstæder, så kan det altså også noget – særligt når hele familien er samlet.

Hvis du kunne lave én ting om i Esbjerg, hvad ville du så gøre?

Der har i mange år været en fortælling om, at der aldrig skete noget i Esbjerg. Den mener jeg sådan set aldrig har været helt sandfærdig – i hvert fald ikke på musikfronten, hvor der altid har været et stort og alsidigt udbud. Og i dag foregår der jo så meget, at man slet ikke kan nå det hele – samtidigt med, at det jo nærmest skal gøres til en oplevelse bare at besøge sit lokale supermarked. Men selvom der har været gjort utroligt mange tiltag – både private og fra kommunens side – så er det som om, det aldrig rigtigt er lykkedes at finde en kanal, hvor man som arrangør kan få udbredt budskabet om sine arrangementer. Men det går naturligvis også i høj grad den anden vej – hvis folk gerne vil opleve den mere smalle kultur, skal de også være bedre til selv at opsøge den.