Museum Vest leverer overskud og rekordhøj egenindtjening: Flere gæster og store planer for fremtiden styrker museerne i Esbjerg og Ribe.
Museum Vest leverer overskud og rekordhøj egenindtjening: Flere gæster og store planer for fremtiden styrker museerne i Esbjerg og Ribe.
To år efter fusionen står Museum Vest stærkt med overskud, høj aktivitet og planer for fremtiden.
Årsregnskabet for 2025 viser et overskud på 2,4 millioner kroner og i alt 181.000 gæster på tværs af museerne. Samtidig har organisationen opnået en egenindtjening på hele 62 procent – et usædvanligt højt niveau for et statsanerkendt museum.
Det vil med andre ord sige, at museumsorganisationen er bedre til at klare sig selv end så mange andre. 62 % af indtjeningen kommer således fra museets egne aktiviteter (billetter, butik, café, samarbejder osv.) og de resterende 38 % fx fra offentlige tilskud.
Museum Vest dækker blandt andet Fiskeri- og Søfartsmuseet, Museet Ribes Vikinger, HEX! Museum of Witch Hunt, Jacob A. Riis Museum og Esbjerg Museum.

Står stærkt efter fusionen
Ifølge bestyrelsesleder Lone Saaby er resultatet et klart tegn på, at fusionen mellem Fiskeri- og Søfartsmuseet og de sydvestjyske museer er lykkedes.
– Museum Vest står stærkt og samlet efter fusionen. Den markante egenindtjening vidner om stor interesse fra både publikum og samarbejdspartnere. Det lover godt for fremtiden, siger hun.
En del af overskuddet – 500.000 kroner – er allerede afsat til nye oplevelser, herunder børneuniverset “Riberødder” på Museet Ribes Vikinger, som åbner i april 2026.

Stor opbakning fra publikum og fonde
Direktør Merete Jankowski fremhæver, at den høje egenindtjening ikke handler om profit – men om muligheder.
– Vi er ikke sat i verden for at tjene penge, men for at formidle kultur- og naturhistorie. Derfor er vi glade for den store opbakning, som gør det muligt at skabe endnu bedre oplevelser for vores gæster, siger hun.
I løbet af 2025 har Museum Vest også modtaget betydelige fondsbevillinger til både forskning og udvikling af nye udstillinger og aktiviteter.
Store planer venter

Museum Vest går ind i 2026 med et solidt økonomisk fundament – og med store projekter i horisonten.
Blandt andet står Fiskeri- og Søfartsmuseet over for en omfattende ombygning og revitalisering i de kommende år.
Dermed er der lagt op til, at museerne i Esbjerg og Ribe også fremover vil spille en central rolle i både kulturlivet og turismen i området.
Det nye børneunivers i Ribe, der åbner om få dage, kan du læse mere om HER.































