Som noget helt nyt kan man som band eller solist leje sig ind i et fuldt udstyret øvelokale lige midt i Esbjerg. Det blev fejret lørdag eftermiddag.
For cirka fire år siden – midt i coronatiden – blev foreningen Musikby Esbjerg stiftet og flyttede sidenhen ind i Stormgade 21 over gården, hvor der tidligere var motionscenter.
Foreningen råder over stueetage og førstesal, imens Berit Borgs dansestudie er hjemmehørende på anden sal i baggårdsbygningen.
Musikby Esbjerg har i alt syv øvelokaler samt café-/barområde med scene, hvor der fra tid til anden afholdes intimkoncerter, workshops mv.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Lørdag mellem 14 og 17 var der åbent hus for at fejre, at det nye “bandhotel” endeligt er blevet klar til udlejning. I princippet kan enhver med behov for et øvelokale leje sig ind på tretimers-basis til blot 150 kroner.
– Så kan man ligesom prøve af, om det der med at have et øvelokale og spille i band er noget man har lyst til at fortsætte med, inden man lejer sig ind permanent, fortæller formand Alexandra Felski.
Bandhotellet er well-equipped, og man låser sig selv ind via elektronisk dørlås, som man får via booking på Musikby Esbjergs nye hjemmeside, der også netop er gået i luften.
Der var således en god anledning til at få et par øl og høre nogle af de lokale musikere i løbet af eftermiddagen.
I alt godt 40 lokale musikere fordelt på 11 bands har fast base i huset, og da foreningen modtager lokaletilskud fra kommunen, er det muligt at holde priserne helt i bund, oplyser formand Alexandra Felski.
Fakta: Musikby Esbjerg blev stiftet for cirka fire år siden, og fik i 2021 et tilskud på 190.000 kroner fra Esbjerg Kommune til at etablere øvelokalerne i Stormgade 21. Nordea-fonden har doneret midler til at etablere det nyåbnede bandhotel.