Når mørket sænker sig over Esbjerg, tænder det noget i Natskygge. Esbjerg-bandet er aktuelle med ny EP og koncert på Kulturscenen.
Når mørket sænker sig over Esbjerg, tænder det noget i Natskygge. Esbjerg-bandet er aktuelle med ny EP og koncert på Kulturscenen.
Esbjerg-bandet Natskygge er aktuelle med ny EP og koncert på Kulturscenen.
Når mørket sænker sig over Esbjerg, tænder det noget i Natskygge.
Det lokale psych rock-band har siden 2018 dyrket det tunge, det drømmende og det støjende – og nu er de aktuelle med en ny EP, Echo Dreams – Chapter 1, der markerer begyndelsen på en ny æra. Ikke bare musikalsk, men også som konstellation. Den tidligere kvartet er blevet til en trio, og det kan både høres og mærkes.
– Vi startede egentlig som et dansksproget psych rock-band og var inspireret af den bølge, der var fremherskende herhjemme for nogle år siden. Men med tiden har vi rykket os – både musikalsk og som gruppe. I dag kigger vi mere mod den internationale scene, og som trio har vi fundet en ny energi, forklarer bandet.
Ændringen har blandt andet betydet, at Thomas N. Iversen har byttet guitaren ud med bas. Og det har haft stor betydning for lydbilledet. De nye numre er blevet mere rå, mere direkte – og ifølge bandet selv: mere ærlige.
– Vi har skrevet numrene i fællesskab i øvelokalet, og meget af det kom helt naturligt. Det føltes som om, sangene skrev sig selv. Det bekræftede os i, at vi er på rette vej med det her nye format.

Instrumentale afstikkere og inspiration fra støjens mestre
Stilmæssigt bevæger Natskygge sig fortsat i psychrockens verden, men de lader sig ikke begrænse. De nævner navne som King Gizzard, Uncle Acid og Dead Meadow som nogle af deres musikalske pejlemærker, men de insisterer på at finde deres egen vej – også i kontrasterne.
– Vi elsker kontraster. For eksempel mellem en helt knastør guitarsolo og et vådt, effektmættet lydlandskab. Der skal være noget, der skurrer lidt og noget, der flyder. Det giver os noget at spille op imod.
På den nye EP har de inkluderet hele to instrumentaltnumre. Noget, der måske kan virke modigt i en tid, hvor alt skal forklares i tekst og vokal. Men for Natskygge giver det mening – både kreativt og live.
– Vi lavede vores første instrumentalnummer på vores anden LP (Delir/Eskapisme, red.) og oplevede, hvor meget frihed der er i det. Når man fjerner vokalen, åbner der sig nye muligheder. Det giver plads til, at instrumenterne kan tage over og føre lytteren nye steder hen. Og på scenen fungerer det også – det giver publikum en mulighed for at dykke helt ind i musikken uden ord.
Teksterne skrives primært af forsanger og bassist, mens musikken opstår i fællesskab. Og alt indspilles live – netop for at bevare fornemmelsen af det organiske og levende.
– Vi går efter at fange den følelse, vi har, når vi står på scenen. Når vi spiller sammen i studiet, kan vi mærke hinanden – og det kan høres i musikken. Det bliver mere ægte på den måde.
Fra Esbjerg med kærlighed
Selvom bandmedlemmerne ikke alle er født og opvokset i Esbjerg, har de fundet hjemmebane i byens musikmiljø. Og det er næppe en tilfældighed. For Esbjerg har gennem årene været en bastion for rocken, hvor der også gemmer sig et stærkt undergrundsmiljø.
– Vi har efterhånden spillet og øvet her længe nok til, at det føles som hjemmebane. Der er et fedt fællesskab blandt de lokale bands, og vi hjælper hinanden. For eksempel lånte vi Marcus Honoré fra Viva La Wolfe, da vi manglede et medlem til en tour. Det gik super, og vi endte med at spille koncerter i både Aalborg, København, Randers, Aarhus – og selvfølgelig Esbjerg.
Det lokale fællesskab er noget, de sætter stor pris på. Når Esbjerg-bands tager på tur sammen, føles det, som om byen rejser med. Og det giver en særlig stolthed at stå på scenen udenbys og repræsentere hjembyen.
Aktuelle med koncert på Kulturscenen
Den nye EP er første kapitel i en serie – og der er allerede idéer til fortsættelsen. På længere sigt drømmer Natskygge om at samle kapitlerne i en fysisk udgivelse. Men først skal musikken ud at leve. Og det sker blandt andet torsdag den 3. juli, hvor trioen spiller live på Kulturscenen ved Tobakken – sammen med det californiske band Sacri Monti.
– Det bliver første gang, vi spiller det nye materiale live som trio, og vi glæder os helt vildt. Og så er det jo en unik mulighed for publikum – man får et internationalt band, der normalt spiller på scener ti gange større end Kulturscenen, med lokal opvarmning, for under 100 kroner. Esbjerg er inviteret – og vi håber, byen tager imod.
Fakta: Natskygge
🎧 Aktuel med EP’en Echo Dreams – Chapter 1
🎸 Medlemmer:
- Thomas N. Iversen – bas og vokal
- Martin Løkkegaard Andersen – guitar
- Thomas B. Sørensen – trommer
📅 Spiller live torsdag den 3. juli på Kulturscenen ved Tobakken sammen med Sacri Monti.
🎫 Entré: Under 100 kr.
▶️ YouTube.
– Kig forbi. Det bliver drømmende, tungt og lokalt – på den allerbedste måde.





















